Vedtægter for Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer

Senest vedtaget den 13. juli 2018

  • Vedtægter143 KB

    Her kan du hente vedtægterne i en PDF

§ 1 Navn og hjemsted

Stk. 1
Foreningens navn er Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer (DFÆL).

§ 2 Foreningens Formål

Stk. 1
Foreningens formål er igennem sit virke og sine medlemmer, at bidrage til bevarelsen af ældre lystfartøjer.

Stk. 2
At fremme interessen for ældre lystfartøjer og de traditioner, der knytter sig til disse, igennem en synliggørelse af denne kulturarv.

Stk. 3
At samarbejde med specialklubber, foreninger, museer, lokale initiativer og lignende organisationer i ind- og udland, der har tilsvarende formål som DFÆL – samt tilskynde til oprettelse af nye initiativer.

§ 3 Foreningens stander

Stk. 1
Foreningens stander er en stiliseret blå/hvid måge på blå/hvid bund.

§ 4 Fartøjsregister

Stk. 1
Foreningen fører et register over lystfartøjer.

Stk. 2
DFÆL fartøjsregister optager traditionelt bygget lystfartøjer i massivt træ og konstrueret før 1966.

Stk. 3
Andre både kan optages i registret efter ansøgning til bestyrelsen.

Stk. 4
For at stå opført som ejer af en båd i registeret skal man være medlem af DFÆL.

§ 5 Medlemskab

Stk. 1
Alle kan opnå medlemskab i foreningen.

Stk. 2
Foreninger, institutioner og lignende kan optages som medlemmer.

Stk. 3
Medlemskabet giver én stemme ved generalforsamlingen.

Stk. 4
Bestyrelsen kan i enstemmighed udnævne æresmedlemmer. Medlemskabet er kontingent fri.

Stk. 5
Bestyrelsen kan ekskludere medlemmer, der har gjort sig skyldig i adfærd der berettiger dette.
Mindst 4 bestyrelsesmedlemmer skal stemme for eksklusionen. Det ekskluderede medlem kan indbringe eksklusionen for generalforsamlingen, der afgør sagen ved simpel stemmeflerhed.

Stk. 6
Et medlem der ikke inden generalforsamlingen har betalt kontingent, behandles som udmeldt af foreningen.

§ 6 Regnskabsår og revision

Stk.1
Regnskabsåret går fra 1. januar til 31.december.

Stk. 2
Bestyrelsen skal inden den 1. februar afgive årsregnskab og status pr. 1. januar til revisoren.
Årsregnskabet og status forelægges, med revisorens påtegning, generalforsamlingen til godkendelse.

Stk. 3
Foreningens revision består af 1 revisor og 1 revisorsuppleant. Revisoren vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen. Revisorsuppleanten vælges også for en 2-årig periode.
Genvalg af revisoren og suppleanten kan finde sted.

Stk. 4
Bestyrelsen skal udfærdige et budget for det kommende regnskabsår og forlægge det, for generalforsamlingen.

§ 7 Bestyrelsen.

Stk. 1
Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 myndige medlemmer.

Stk. 2
Bestyrelsesmedlemmerne vælges på generalforsamlingen for en 2-årig periode, idet der afgår 2 medlemmer i ulige år og 3 medlemmer i lige år. Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand og kasserer. Bestyrelsen kan vælge delt formandskab med to bestyrelsesmedlemmer, fremfor en formand og næstformand.

Stk. 3
Genvalg kan finde sted. I tilfælde, hvor der er opstillet flere kandidater end der er bestyrelsesposter at besætte, stemmes ved én afstemning om samtlige kandidater.
I tilfælde af stemmelighed foretages omvalg blandt kandidater med stemmelighed.

Stk. 4
Ved indtil 2 bestyrelsesmedlemmers afgang indkaldes de på generalforsamlingen valgte 2 suppleanter. Sker der større afgang, skal alle ledige bestyrelsesposter besættes på en ekstraordinær generalforsamling.

Stk. 5
Bestyrelsen udpeger en næstformand, en sekretær, en motorbådsrepræsentant og en kasserer.

Stk. 6
For at bestyrelsen skal være beslutningsdygtig, skal mindst 3 af bestyrelsesmedlemmerne være til stede, heriblandt formand eller næstformand. I tilfælde af stemmelighed indenfor bestyrelsen er formandens stemme udslagsgivende. Der føres referat af bestyrelsens møder.

Stk. 7
Foreningen tegnes af formandskabet eller formand og et bestyrelsesmedlem i fællesskab. I anliggender, der vedrører køb, salg eller pantsætning af fast ejendom, eller løsøre over kr. 3000,- tegnes foreningen dog af formanden, næstformanden og mindst ét yderligere bestyrelsesmedlem.

Stk. 8
Bestyrelsen kan bemyndige enkelte bestyrelsesmedlemmer til at tegne foreningen over for bestemte myndigheder, institutioner eller enkeltpersoner.

Stk. 9
Bestyrelsen kan uddelegere særlige opgaver eller beføjelser til ikke bestyrelsesmedlemmer eller ansatte, efter givne instrukser.

Stk. 10
For forpligtigelser der er påtaget på foreningens vegne, hæfter alene dennes formue, og der kan derfor ikke gøres krav gældende mod foreningens medlemmer.

§ 8 Generalforsamling.

Stk. 1
Generalforsamlingen, der er foreningens højeste myndighed i alle anliggender, afholdes Hvert år inden udgangen af marts måned. Indkaldelsen annonceres på foreningens hjemmeside og med mindst 14 dages varsel.

Stk. 2
Der skrives referat af generalforsamlingen.

Stk. 3
Dagsordenen for generalforsamlingen skal indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent.
  2. Godkendelse af bestyrelsens beretning for det forløbne år.
  3. Planer for det kommende år.
  4. Godkendelse af det reviderede regnskab samt næste års budget, der udsendes til medlemmerne sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen.
  5. Behandling af indkomne forslag.
  6. Fastsættelse af kontingent for det kommende år.
  7. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  8. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter.
  9. Valg af revisor/revisorsuppleant.
  10. Eventuelt.

Stk. 4
Indkaldelsen til generalforsamlingen skal indeholde oplysninger om, hvilke bestyrelsesmedlemmer der er på valg, og hvorvidt de er villige til genvalg. Indkaldelsen skal desuden så vidt muligt, indeholde bestyrelsens forslag til eventuelle nyvalg.

Stk. 5
Forslag fra medlemmerne til optagelse på dagsordenens punkt 5, (herunder forslag til vedtægtsændringer) skal være sekretæren i hænde senest 15.januar og offentliggøres på DFÆLS hjemmeside snarest muligt udsendes og senest 14 dage før generalforsamlingen.

Stk. 6
Bestyrelsens forslag til dagsordenens punkter (herunder forslag til vedtægtsændringer) offentliggøres senest 14 dage før generalforsamlingen på DFÆLs hjemmeside.

Stk. 7
Der kan ikke på generalforsamlingen stilles nye forslag. Dog kan der stilles og behandles forslag til mindre ændringer i allerede stillede forslag under punkt 5 på dagsordenen. Ændringsforslag til allerede stille forslag skal normalt sættes til afstemning før afstemning om selve forslaget.

Stk. 8
For at opnå vedtagelse kræves ved forslag til vedtægtsændringer at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
For andre forslag og eventuelle ændringsforslag til samme, kræves simpelt stemmeflertal, se dog § 10.

§ 9 Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes med mindst 14 dages varsel, når bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 30 stemmeberettigede medlemmer begærer det og indsender motiveret forslag herom til sekretæren med angivelse af dagsorden, der som minimum skal indeholde: valg af dirigent, forslag og eventuelt. I sidstnævnte tilfælde skal den ekstraordinære generalforsamling afholde senest 2 måneder efter begæringens fremsættelse.

Stk. 2
Afstemningsregler m.m. følger bestemmelserne i § 8.

§ 10 Opløsning

Stk. 1
Beslutning om foreningens opløsning kan kun tages på en generalforsamling eller på en ekstraordinær generalforsamling. For vedtagelse kræves, at forslaget samler 3⁄4 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmers tilslutning.

Stk. 2
Beslutningen skal efterfølgende forlægges en afsluttende ekstraordinær generalforsamling, hvor den for at være gyldig skal bekræftes ved simpel stemmeflerhed blandt de fremmødte stemmeberettigede medlemmer, uanset disses antal.

Stk. 3
I tilfælde af foreningens opløsning skal dens formue, herunder evt. fast ejendom og løsøre overdrages til museer, foreninger eller institutioner, hvis formål er beslægtet med foreningens formål. Den afsluttende ekstraordinære generalforsamling træffer detaljeret bestemmelse herom.

§ 11 Ikrafttræden og overgangs-bestemmelser

Nærværende vedtægter er besluttet på generalforsamlingen d. 13. juli 2018 og erstatter de hidtidige vedtægter af 15. marts 2015.