Sommerstævnet i Ebeltoft
Sidste års Harpunlogvinder Svea
Selvom dele af aktiviteterne starter mandag den 9. juli, er den officielle åbning programsat til onsdag den 11. kl 17. Her vil være talere fra forskellige sider og Fregatten Jyllands kanoner vil skyde stævnet i gang. Et lokalt bryghus har fadølsanlægget kørende under hele arrangementet.
Stævnet er i forhold til tidligere år udvidet med en enkelt dag, og den bruges bl.a. til en ekstra kapsejlads. Fredagen er der planlagt to banesejladser, og lørdagen går med en distancesejlads, hvor, afhængigt af vejrforholdene, såvel start- som mållinie søges lagt så tæt på Ebeltoft Havn som muligt, fo,r at vi overfor de mange besøgende i byen, kan præsentere vore fartøjer fra den bedste side. Distancerne for de enkelte baner vil være på niveau med tidligere.
For de ikke-kapsejlende vil årets tur gå til Øer. Det er en maritim ferieby der ligger umiddelbart syd for Ebeltoft, og hvortil der er adgang gennem en sluse.
Det nordiske islæt ser i den korte udgave ud som følger:
Fra Sverige deltager Sveriges Segelfartygsforening med Billedudstilling og skibshåndværk
Island stiller med en Træbåd, Kunsthåndværk, Tøjdesign/sømandsklæder, Fiskerikultur, salg af tørfisk
Forbundet Kysten fra Norge deltager med Dampskibet Børøysund, bådebyggere fra Oslo Vorlaget med en færdig træbåd, Udstilling af skibshåndværk og kunsthåndværk. Endelig er der deltagere fra Grønland og Færøerne.
Medlemmerne opfordres i øvrigt til at studere det fulde program nøjere på www.smallshiprace.dk.
Det er bestyrelsens intention, at dette års stævne vil komme til at ligne vores øvrige sommerstævner, blot med den væsentlige tilføjelse, at der vil blive meget mere at kigge på. Vi håber meget at vi i kraft af vores fællesskab i havnen og mangeårige tradition med sommerstævner, at være i stand til både at markere de klassiske lystbådes tilstedeværelse og samtidig være den årlige begivenhed, hvor medlemmerne får mulighed for at være sammen gennem længere tid.
Vel mødt i Ebeltoft den 11. juli!