Gå til hoved-indhold

Kuling i Midtjylland

Op ad dagen sidst i september standsede en bådtransport op ved en maskinhal i den lille by Vrads mellem Horsens og Silkeborg. Da vognmanden havde fået placeret fartøjet i den bageste ende af hallen, kunne den nye ejer, Benny Andersen, skrive sig ind med et kapitel i Kulings historie.

 


 

 

Kuling er fra 1938 og tegnet af Aage Utzon. Den er bygget hos Knudsen i Jyllinge og klasset som en 38’er med klassenummer D13. Efter de første år i Sejlforeningen Enighed har Kuling haft en tæt tilknytning til KAS.

Herefter løb båden ind i en mere omskiftelig periode. Efter nogle ejerskifter, hvor dens værdier som handels- og bytteobjekt vejede tungere end dens nytteværdi på vandet, endte den med at stå ubeskyttet for vind og vejr gennem nogle år i en have på Nordsjælland.

I 2011 kom Kuling atter til Svanemøllen, hvor der på KAS’ plads blev taget de første skridt til, at Kuling igen kunne komme tilbage i sit rette element.

Det er så her, Benny Andersen kommer ind i billedet. Han har gennem nogen tid kikket efter træbåde og sprang hurtigt til, da Kuling blev en mulighed.

Nu står den så i Vrads. Der er stadig arbejde forude, så sæsonen 2016 er lige vel optimistisk, men så i hvert fald 2017.

Hvor heldig kan man være? DFÆL holder Sommerstævne i Århus samme år, så vi kan jo håbe, at Kuling er blandt gæsterne.