Klassiske både i klassiske udgivelser
Initiativet kommer fra Simon Bordal Hansen, der i forvejen ernærer sig ved skrivende virksomhed. Omkring sig har han samlet nogle folk fra redaktionen af ”Klassisk Træbåd” og DFÆLs bestyrelse. I fællesskab vil de se på muligheden for udgivelsen både på papir og digitalt.
DFÆL-Forlag er ikke tænkt som en egentlig forretning, hvor pengesummer tilgår i den ene eller den anden retning. Det er et medie, der kan støtte enkeltpersoner og institutioner, der ønsker at få udgivet bøger om emner, der kan have interesse for træbådsfolket. DFÆL-forlag er derfor ikke den økonomiske bagmand for udgivelsen. Det er forfatteren selv, der finansierer udgivelsen. Til gengæld træder forlaget til med rådgivning om indhold, sprog, illustrationer, format, korrektur og hjælper gerne til med at søge om penge til udgivelsen hos fonde.
Endelig er det forlagets opgave at lave PR for udgivelserne og de enkelte bøger annonceres i Klassisk Træbåd.
Første udgivelse på bedding
Den første bog fra forlaget bliver ”Et linoliesystem til træbåde” af Simon Bordal Hansen. Han fortæller til Klassisk Træbåd: ”Jeg har arbejdet på bogen i en del år, og havde egentlig tænkt mig at udgive den på eget forlag. Men så opstod idéen om et DFÆL-forlag, og så var det jo oplagt at udgive bogen her. Jeg betaler selv alt i forhold til udgivelsen, lige fra trykning til forsendelse. Til gengæld er jeg jo meget glad for, at forlagsgruppen har læst korrektur på bogen og kommenteret den”.
”Jeg er halvt svensker, og bogen udkommer også på svensk senere på året. Den er i øvrigt kommet til i dialogmed en række svenske træbådsejere gennem den svenske hjemmeside Träbåtsakuten, hvor jeg er moderator”
”Et linoliesystem til træbåde” forventes klar til salg fra oktober, og den kan både fås som trykt bog og som e-bog.
Ligger du inde med ideer eller måske endda noget der ligner et manuskript til en udgivelse, så kontakt DFÆL-forlag på hosstående link.
Læs mere om DFÆL Forlag her