Gå til hoved-indhold

Glade dage i Skælskør

Årets sommerstævne er afviklet under fine forhold i det vestsjællandske.








Omkring 35 både fandt frem til Skælskør godt inde bag Sjællands kyst. Flere havde brugt en dags tid på Agersø, hvor DFÆLs medlemmer kvit og frit kunne fortøje på vej til eller fra stævnet. Der var mange mindre træbådsenklaver på den sydlige side af havnen. Hen mod torsdag klokken 17 var alle besætninger samlet ved masten ud for det røde pakhus. Her blev der budt velkommen af kommunens borgmester, sejlklubbens formand og DFÆLs formand. De traditionelle moleøl lå godt kølet ned i is i en lille jolle, og herefter var det bare at tage fra.




I modsætning til foreningens sidste besøg i Skælskør for 30 år siden, strålede solen fra en næsten skyfri himmel fra torsdag til lørdag. Fredagen blev brugt til det årlige sommermøde. De både, der ønskede det, fik besøg af kyndige folk, der vurderede bådens tilstand, og endnu andre fik en guidet tur rundt i byen og dens historie.




De kedelige udsigter til lørdagens kapsejlads blev gjort grundigt til skamme. Der var luft ude i bæltet, så de tre planlagte sejladser kunne gennemføres.




Sideløbende med DFÆLs stævne afholdt Juniorbådsklubben deres årlige mesterskabsstævne. De kunne allerede lørdag aften udpege vinderen under festmiddagen lørdag aften.




Det var også her DFÆLs vurderingspanel havde analyseret fredagens observationer. Det betød, at Harpunloggen i 2017 gik til 7-meteren Victoria fra Svanemøllen. Skruen uddeltes ikke dette år.




Efter morgenmaden søndag var beregningerne på lørdagens kapsejladser færdig. Gigi fra Kerteminde løb med Caritapokalen i spidsgatternes løb, Frigg fra Svendborg med trofæet blandt kutterne. Herefter var det ud i regnen og takke af for 2017.




Det er ikke helt afgjort, hvor stævnet finder sted i 2018, men mon ikke der bliver klarhed over det inden så længe.....