Fra sejltid til præmietid

Til afgørelse af kapsejladser mellem uens både har man forskellige regler, som sætter mål på deres fartevne.

Hertil bruger vi den i 1999 opdaterede NL-regel (nu: NNL-reglen) oprindeligt opstillet i 1913 af den navnkundige Alfred Benzon.

Udfra ganske få skrogmål: vandlinielængde, max-bredde og gird (”livvidde” fra vandlinie - under køl - tilvandlinie) samt rig- og sejlmål og korrektionstal for rigtype, spiler og propel, samt for køltype og materialer i mast og dug beregnes bådens NNL-mål:

NNL-tal er ikke fartangivelse i sig selv men nøgletal, der bruges som indgang til en tabel over bådes beregningsmæssigefartevner. Udfra NNL-mål vises forventeligt tidsforbrug ved at gennemsejle 1 sømil – tabelleret ved 4 forskellige vindstyrkeområder og betegnet ”Sømiletider” (SMT), regnet i sekunder/SM.

Tabellen er gengivet her: NNL.

”Præmietider”. Det kan ske efter følgende 2 metoder :

Tid-på-distance (T-D)

T-D er den oprindeligt benyttede metode, hvor sejltid for båden X tillægges et antal sekunder, der udregnes som sejlet distance over grunden gange forskellen mellem sømiletiden for den langsomste båd (referencebåden) og for båden X, det såkaldte handicaptillægeller respit.

Præmietid = sejltid + distance ´ (SMTref – SMTX)

Handicaptillæg findes i såkaldte respittabeller for forskellige banelængder. Nutidens regneredskaber gør dog tabellerne overflødige. Alle både - undtagen den langsomste - får på denne måde et tillæg.

Tid-på-tid (T-T)

T-T er en lidt nyere måde at gøre det på: Her ganges hver enkelt båds sejltid med et tal, der korrigerer for bådens fartevne.

Tanken bag er, at hvis en båds fartevne er Y% hurtigere end en anden, øges dens sejltid med Y% - det viser, hvor gode bådene har været til at sejle deres SMT hjem.

Præmietid = sejltid ´ fartfaktor

Da NNL ikke indeholder fartfaktorer men sømiletider, er det nærliggende at benytte disse til at danne fartfaktorer som forholdstal mellem referencebådens sømiletid og hver enkelt båds sømiletid. D.v.s. for båden X fås:

På denne måde er præmietiden større end sejltiden for alle både undtagen den langsomste (referencebåden), ligesom ved T-D afregning. 

Kommentar: 

Tabel over sømiletider, respittabeller samt en del forklarende baggrundstekst findes i et bilagshefte fra 1915 til NL-regelen. 

I henhold til NNL-reglen er respittabellerne (d.v.s. T-D) det sædvanlige princip.

Men den åbner mulighed for andet, når det indskrives i sejladsbestemmelserne, som det f. eks. nyest blev gjort ved 2014-stævnet men desværre ikke nåedes i travlhed og internetnedbrud ved 2015-stævnet (min fejl, sorry !)

Personligt anser jeg T-T som lidt mere retfærdig og nemmere håndterlig, men ved de af vore stævnekapsejladser, hvor jeg har medvirket til resultatudregning, har metodevalg hver gang været aftalt med stævne- eller kapsejladsledelsen. Siden 2008 har vi 4 gange brugt T-D, og 3 gange efter T-T, når banedata ikke forelå.

Det retfærdige i T-T ligger i, at enhver båd konkurrerer på hele sin tid. Ved T-D konkurreres kun på sejltiden.

T-D’s handicaptillæg er det samme, uanset hvor dygtigt bådens fartevne udnyttes, hvilket kan være lidt unfair.

Det håndterlige ved T-T ligger i, at man her kun skal kende vindstyrkeområdet, mens man ved T-D udover vindstyrke også skal kende vindretningen og alle banepunkters positioner, så man kan udregne den sejlede distance over grunden, d.v.s. inkl krydstillæg (i modsætning til DH-regelen, der benytter den samlede afstand imellem banepunkterne i lige linier).

I regelbilaget fra 1915/2001 står nemlig om basis for tabellens sømiletider :

”...er gaaet ud fra, at man ved at krydse 1 Sømil op i Vindøjet udsejler en Distance på c. 1,5 Sømil.....og altsaa give Banens maalte Distance et Tillæg = 50% af Krydsstrækningen...”

Da vi sjældent sejler på nøjagtigt udlagte baner med 1 ben op i vindøjet og de øvrige i andre retninger, beregner mit resultatprogram for hvert ben krydstillæg for en hvilken som helst vindretning, gradvis aftagende fra 50% ved ben lige op i vindøjet til 0% ved ben, hvor næste mærke lige netop kan holdes op.

Jeg har - i al venskabelighed - fået skeptiske kommentarer til T-T gående ud på, at dette skulle være ”uautoriseret”, at det er ”hjemmelavet”, ”selvopfundet”, at nogen ”snydes” eller det giver ”forkerte” resultater.

T-T som princip har dog været anvendt i mange år, både her i DK men også andre steder.

Dansk Sejlunions regler indeholdt i mange år LYS-systemet, brugt i flere lande (”Lidingö YardStick” eller ”Leading YardStick”) med fartfaktorer benævnt LYS-tal og baseret på erfaringer. Siden 2011: TCC-faktorer (”Time Correction Coefficient”), beregnet fra samme datasæt, som benyttes til at beregne sømiletider efter DH-reglen.

Så princippet som sådant (at gange sejltid med en fartfaktor) er ikke hjemmelavet el. lign. Det eneste hjemmelavede er den nævnte benyttelse af NNL’s sømiletider til at danne fartfaktor. Selve metoden er baseret på anerkendte principper og dermed er metode og resultater ikke forkerte. 

Retfærdig afgørelse er for mig, at vinder er den båd, der har været bedst til at udnytte sin fartevne, d.v.s. har sejlet med den laveste tid i forhold til sin sømiletid. F. eks. at den, der har sejlet på 97% af sin sømiletid vinder over den, der brugte 98%.

Den opgave løses bedst af T-T princippet, hvilket kan demonstreres med følgende eksempler:

Regneeksempel:

Vi tænker os en sejlads med (mindst) 3 både:

• B (”basisbåden”): den langsomste, der anvendes som referencebåd og har sømiletid SMT = 800 sek/SM men iøvrigt ikke betragtes videre her.
  L: en langsom båd, SMT = 750 sek/SM
  H: en hurtig båd, SMT = 650 sek/SM 

Disse både (og evt. flere, som vi dog heller ikke betragter) sejler en sejlads på en 10 SM bane (inkl. krydstillæg).

Sejler begge netop deres sømiletider 100% hjem, d.v.s bruger:

L: 750´10 = 7500 sek og H: 650´10 = 6500 sek, fås: 

Præmietider i h.t. T-T.

L: 7500´800/750 = 8000 sek.

H: 6500´800/650 = 8000 sek

Præmietider i h.t. T-D:

L: 7500 + 10´(800-750) = 8000 sek

H: 6500 + 10´(800-650) = 8000 sek

Hvis de begge bruger 10 % længere tid, d.v.s.

L: 7500´1,1 = 8250 sek, H: 6500´1,1 = 7150 sek, fås:

Præmietider i h.t. T-T.

L: 8250´800/750 = 8800 sek.

H: 7150´800/650 = 8800 sek

Præmietider i h.t. T-D:

L: 8250 + 10´(800-750) = 8750 sek

H: 7150 + 10´(800-650) = 8650 sek < 8750

Hvis de derimod begge bruger 10 % kortere tid, d.v.s.

L: 7500´0,9 = 6750 sek, H: 6500´0,9 = 5850 sek, fås:

Præmietider i h.t. T-T.

L: 6750´800/750 = 7200 sek.

H: 5850´800/650 = 7200 sek

Præmietider i h.t. T-D:

L. 6750 + 10´(800-750) = 7250 sek

H. 5850 + 10´(800-650) = 7350 sek > 7250

Lige dygtige besætninger får således lige gode præmietider efter T-T, mens de kun får det efter T-D, hvis de begge sejler præcis deres sømiletid hjem 100%.

Ellers disfavoriseres (”snydes” – om man vil) langsomste båd efter T-D, når begge er langsommere end SMT. Modsat, når de er hurtigere, uanset de i alle tilfælde har været lige dygtige.

Tilsvarende misforhold ved T-D kan opstå, når ulige dygtige besætningers resultater sammenlignes.

Præmietider efter de 2 forskellige principper kan ikke gensidigt sammenlignes - sammenligning har kun mening indenfor hver enkelt princip. Anden T-T præmietid end T-D præmietid er ingen ”fejl” ved T-T. 

Kun i sjældne tilfælde med et dominerende ”vindhul” svigter T-T’s retfærdighed: hurtige bådes tid, når de ligger stille, ganges jo desværre også mere op end langsomme bådes L

I alm. skiftende vind med periodevis vekslende pust og svag luft udlignes forskellene nok nogenlunde  - ”gynger og karruseller”

Oktober 2015, Jørgen Heidemann.