Gå til hoved-indhold

DFÆL generalforsamling 2016

Hvis generalforsamlingen var afdæmpet på det formelle plan, var der til gengæld store armbevægelser udenfor dagsordenen.

 





Allerede inden generalforsamlingen benyttede en større

gruppe medlemmer sig af muligheden for at besøge Lystfartøjsmuseet i Hobro. Med

den gamle toldkrydser Silvana som det naturlige midtpunkt i det gamle pakhus på

havnen, kunne man foretage nedslag i dansk lystsejlerkultur.


Hen mod kl. 12 søgte de besøgende så lidt længere hen ad

kajen til Mariforeningens bygning. Her havde lokale medlemmer sørget for

frokost inden generalforsamlingen. Det gav 1½ times tid til at komme lidt ajour

med hvad gamle bekendte fra foreningen havde beskæftiget sig med hen over

vinteren.



Kl 13.30 åbnede Stig Ekblom og Eva Noer-Kondrup den

officielle del ved at akkompagnere et par viser med harmonika og violin. Samme

Stig valgtes kort efter som dirigent.


Herefter fik foreningens formand, Catja Beck-Berge ordet. Beretningen var udsendt skriftligt, og hun uddybede

nogle af årets aktiviteter.


Det affødte kun to

markeringer: et ønske om muligheden for igen af få et bådregister i bogform? Her

lovede formanden, at forslaget ville blive taget op på kommende

bestyrelsesmøde. For det andet var der en

opfordring til, i forbindelse med orienteringen om en træbådshavn i København,

at se på havnen i Flensburg, hvor der er skibe, værfter og aktiviteter. Herefter

blev beretningen enstemmigt vedtaget


Formanden redegjorde for

planerne for 2016: Der arbejdes videre på digitaliseringsprojektet i samarbejde

med Svendborg Museum og Dansk Museum for Lystsejlads.Hjemmesiden defaele.dk står

overfor at få tilknyttet en slags web-redaktør for at styrke den side af

foreningens virke. Film-dokumentarikeren Ida Bach

Jensen har fået kik på DFÆL. Hun arbejder pt. på en synopsis til en film om

livet omkring træbådene af ca. 40 minutters varighed. Filmen skal dække hele

året og hele landet. Og så skal vi naturligvis

gennemføre årets sommerstævne. Det er dette år i Svendborg fra den 13. til den

17. juli.


Poul Klentz fremlagde det

reviderede og godkendte regnskab. Her er det værd at hæfte sig ved, at

medlemstallet nu er svagt stigende. Ikke meget, men med et plus på 3 personer. Regnskabet

blev herefter godkendt.


Der var ingen indkomne forslag,

og bestyrelsen foreslog uændret kontingent, så efter kaffe og kage var det tid

til valghandlingerne: Catja Beck-Berge genvalgtes som formand. Til den øvrige bestyrelse

genvalgtes Ove Juhl og Mogens Havsted, Hobro, indtrådte som nyt medlem. Han

afløste Anders Rugaard, der ønskede at træde ud af bestyrelsen efter 6 års indsats. Anders har bl.a. stået for de meget flotte

udstillinger på messerne de senere år. Det er også ham, der har været primus motor i udarbejdelsen af principper til brug for udmærkelser og

bevaringsplaketter og ansøgningerne til brug for Yachtloggen.


Blandt suppleanterne var der

også skiftedag. Carl-Ove Thor, der bl.a. har været foreningens observatør i

Skibsbevaringsfonden og tillige arbejdet med den indgåede forsikringsaftale med

Søassurancen, trådte ud af bestyrelsen. I stedet indvalgtes Lars Vestergaard

Christiansen, Lynetten. Den anden bestyrelsessuppleant Ole Toft Jacobsen

genvalgtes. Endelig genvalgtes Jens Christian Pedersen som revisorsuppleant.


Under dagsordenens sidste

punkt, eventuelt, var det som om forsamlingen fik mere lyst til at blande sig i

generalforsamlingen. Der kom i hvert fald nogle anbefalinger til maritime

oplevelser i den kommende sommer:


Nordisk sejlads 2016 lægger ud

fra Hobro. Der er maritime kulturdage i

Skælskør; den sidste weekend i maj. Ikke mindre end 2

kræmmermarkeder i Frederikshavn: 4. juni og 13. august. DFÆL ligger gratis

weekenden over. Stævne i Ebeltoft Træskabshavn

i august. Kystkulturarrangement med havnemiljø som i 1930'erne, kom udklædt!


Det var så generalforsamlingen. De forsamlede skyndte sig

herefter ned til kajen, hvor indehaveren af Hobro Værft, Peter Leth, stod og

ventede i den kolde men solrige søndag eftermiddag. I næste måned bliver hans

lille værft udvidet til også at være et maritimt oplevelsescenter, hvor man på

nært hold kan følge håndværkernes arbejde. På småbroer og gangarealer bliver

den besøgende ført rundt om og igennem værftet. Umiddelbart op ad værftet, men

alligevel ude i Martiager Fjord, er der rejst en ny spændende bygning, der skal huse

udstillinger, effekter og møder med tilknytning til det maritime liv ved

Mariager Fjord.



Heroppe fra, i tredjesals højde ved en dybblå fjord med

begyndelse isdannelser, blev det så farvel til generalforsamlingen 2016.

Foreningen har det godt, og viljen til at holde den sejlende kulturarv flydende

er stor.


- Det fulde referat vil kunne findes under fanebladet DFÆL - Generalforsamling.
Og her: Referat Generalforsamling


Gorm Boa kårer årets vindere i DFÆL-krydsord.


-Træbådens pris


Den nye "oplevelsessti" på Hobro Værft


N. F. Hansens Krydstoldjagt nr. 7.


Bestyrelsen 2016. Fra venstre: Lars Vestergaard Christiansen, Ole Toft Jacobsen, Ove Juhl, Poul Klentz, Catja Beck-Berge, Mogens Havsted, Carl Mangor