Åbning af det nye Danmarks museum for Lystsejlads.
Værftshal forvandlet
til lystsejladsmuseum
Ny maritim attraktion
for store og små åbner 1. maj i Svendborg
Højt oppe på facaden af en tidligere
værftshal på Frederiksøen i Svendborg signalerer Danmarks største halvmodel,
at her ligger Danmarks Museum for Lystsejlads. Halvmodellen er
betegnende nok en af lystsejladsens klassikere.
Den ni meter lange model - fuld
størrelse - vil blive officielt præsenteret, når Svendborgs borgmester, Lars Erik
Hornemann åbner museet planmæssigt på søndag den 1. maj kl. 14.
Med åbningen i de nye omgivelser får
lystsejladsmuseet over dobbelt så meget plads som hidtil gennem de tyve
år på Valdemars Slot på Tåsinge.
- Vi har benyttet flytningen til at
give museet et lift på alle områder. Vi tilbyder flere nye attraktioner,
satser på at aktivere publikum og har også tænkt børnene ind i vores omgivelser,
siger museumsleder Martin Stockholm.
Blandt de nye attraktioner på museet
er en skinnende flot, lille damper, der har været anvendt som lystbåd - endda
for en kejser.
En af museets nye, aktive attraktioner
er en sejljolle-simulator. Publikum - store som små - kan sætte sig op i
jollen og få vind i håret. Takket være sindrig hydraulik monteret under
jollen kan “sejleren” lade sig vippe i store eller små bølger - det hele livagtigt
simuleret.
- Museet ligger synligt tæt på
Svendborgs gæstesejlerhavn, og herfra vil vi gerne tiltrække sejlere og
sejlerfamiler med børn. Derfor har vi også flere andre ting med appel til de måske
kommende sejlere, forklarer Martin Stockholm.
I det nye museum er der blevet plads
til flere sejlbåde end før. Loftshøjden giver mulighed for, at et større antal
både kan fremvises med sejl i fuld højde.
I hjørnet af den store hal kan
publikum i et arbejdende bådeværft følge de frivilliges renovering af både, der
senere skal indgå i udstillingen eller i museets sejlende flåde af historiske
lystfartøjer.
Midt i museumshallen svæver Danmarks
måske største uro. De enkelte elementer i uroen er fine, gamle
kajakker af træ. Et andet næsten skulpturelt indslag i lystsejladsmuseet er gamle
påhængsmotorer præsenteret som en meterhøj rum-opdeler. Tæt ved denne
opsats ligger museets lille cafe autentisk indrettet som en
skibsproviantering.
Flytningen og opgraderingen af det
private, fondsejede Danmarks Museum for Lystsejlads er kommet i stand
takket være donationer på over en million kroner, en støtteforening plus mange
hundrede arbejdstimer leveret af frivillige.