Gå til hoved-indhold

Åbne både i Præstø

Søndag den 6. marts var en perledag med masser af sol, omend en kølig nordenvind mindede om, at det endnu ikke var helt forår endnu.

På Præstø Havn i et af de gamle skønne pakhuse havde Niels Frede og Ebbe med hhv. "Luna" og "Maj" inviteret alle interesserede ombord.

 

Det havde fået folk af huse: vi var 13 gæster, og nød timevis af dejlig samtale og studeren af de velholdte fartøjer.

En sensationel attraktion på "Luna" havde særlig bevågenhed: den indenbords elmotor.

Niels Frede blev krydsforhørt om motorens kapacitet, han demonstrerede den faktisk, og om opladningstid, batterikapacitet, vægt, faremomenter og om 'dagliglivet med en elmotor ombord'.

Til almindelig inspiration talte også de utrolige faciliteter, som havnen rådede over: begge folkebåde stod, sammen med en nydelig knarr og en flok plastbåde, indendørs i et gammelt kornkammer. Umiddelbart ved siden af bådene havde Niels Frede og Ebbe hver især deres opvarmede værksted.

Bådkigget blev rundet af med stort kaffebord i klubhuset.

Eva Noer Kondrup