En træbåd kan også bruges til at sejle i

Visse mener at vi træsejlere kun bruger vores fine træbåde til at vise frem eller til at sejle småture i beskyttede farvande med, men læs så her denne beretning om en 8 ugers tur til Skotland i 2010 med den 77-årige spidsgatter ”Victoria"

Se også videoen om turen på YouTube: http://www.youtube.com/watch?v=Amd2fobdoA0

De tre ejere Thomas, Jean-Louis og Carsten havde allerede gennem 10 år slået fast overfor koner, børn og venner, at i sommeren 2010 skulle man ikke regne med dem – for der var de på langtur til Skotland. Netop ud fra den langsigtede planlægning blev ”Victoria” stille og roligt gjort klar til turen – gennem de sidste 5 år renoverede bådebyggeren roret og der blev lagt et nyt ruftag på, og båden blev kalfatret. Motoren, en 10 HK Bukh fra 1965 blev renoveret. Riggen blev udskiftet, og der blev  købt et ny stormsejl samt en redningsflåde og mange nødraketter.
En gammel beretning om 30 m2 spidsgatteren ”Heady”, der i 1968 sejlede til Skotland over Hebriderne til Færøerne og hjem blev grundigt studeret. ”Når de ku’ så ka’ vi da også”, fastslog ejerne over for de mange tvivlere.

Mange var mødt op, og alt var klart, da de tre venner drog af sted fra Vedbæk d. 28. Juni – kun een ting havde man glemt: At tage vejret i ed.

Det startede ellers godt. Direkte til Anholt – en tur man i forvejen har en årelang tradition for at  gennemføre i pinsen – og så videre i følge med en anden spidsgatter til Skagen, hvor der var festival for fuldt knald.

Derfra til Sydnorge, og videre langs kysten opad. Men nu viste vejret sig fra den slette side. Evindelig vestlig og nordvestlig vind – ofte rigeligt frisk - satte nu ind.

Man luskede op langs Norgeskysten og ind ved Stavanger i afventen af gunstigt vejr og vind. Her havde besætningen herlige og smukke oplevelser.
Prædikestolen i Lysefjord var flot – men samme fjord gav nu også en rigtigt ubehagelig oplevelse, da et pludselig opkommende blæsevejr kl. 4 om natten drev besætningen direkte fra underbukserne i søtøjet og så af sted med største risiko for at få slået ”Victoria” til pindebrænde opad en helt åben kaj i bunden af fjorden.

Nogle havde da advaret dem mod at overnatte der, men der var så smukt og stille, og man havde sådan hygget sig i det dejlige vejr om aftenen

Man luskede lidt ned ad norgeskysten igen og endte på øen Utsira, (som man kender fra vejrudsigten) i rigtigt dårligt vejr – flere dages kuling. Her lå man nu – så tæt på målet Peterhead som muligt fra nogen nordisk kyst. Da svor Jean Louis, at han nægtede at  komme tilbage til arbejdet og fortælle, at de kun var nået til Norge – og så måtte situationen jo overvejes; det blev besluttet at tage af sted.

Thomas valgte på grund af en dårlig skulder at lade være med at tage den hårde tur over Nordsøen – og de to andre sejlede ud i den sidste dags kuling med kurs mod Skotland. De fik en hård sejlads den første dag, men derefter mere roligt, og kunne gøre størsteparten af turen i let vind på foran for tværs.

De 234 sømil tog 2½ døgn  - og så kunne besætningen genforenes i Peterhead – i regnvejr.

Thomas havde taget færgen ind til fastlandet, flyet til Aberdeen og bussen til Peterhead – det tog næsten ligeså lang tid.

Peterhead var i øvrigt en stor oplevelse, en fiskerihavn med stort F – som Esbjerg ville have set ud hvis det var bygget 100 år før.
 
Havnebumser, havneknejper og gamle bygninger, fiskeindustri og oplagte fartøjer. Man følte sig hensat til 1930’erne.

Regnvejret og vestenvinden bed sig nu fast og holdt sig i ugevis – skotsk højsommer…

Det var ikke svært at finde vejen til
Skotland, når man havde lods på.
Carsten troede først at det var marsvin, indtil en af dem sprang op af vandet.
Det var delfiner, og dem viste der sig at være mange af tæt ved den skotske kyst.

100 sømils sejlads fra Peterhead, hvor sejlerne så både hvaler, delfiner og sæler – på en enkelt eftermiddag med godt vejr.  

Så var man fremme til Inverness, som er porten til de rolige indlandsvande i Caledonian Canal – og et utal af sluser
 
De første sluser krævede stor opmærksomhed og alle mand på dæk med lange liner.

Men efterhånden blev det en rutine, så mandskabet knap nok gad kravle ud af kahytten, når en ny sluse skulle forceres.
Et kort ophold midt i Loch Ness – både i regnvejret og sejladsen ved Urqhart Castle – for anker og med landgang.

Thomas beskriver det som en fascinerende oplevelse at se slotsruinen.

Man overnattede ved en åben kaj på den modsatte bred af søen.
 
Et alt for typisk billede af regnvejrsskyer ved bjerge.

Der var flot, regnfuldt og vestenvind – dag ud og dag ind.
Ved sydvestenden af Loch Ness kommer man til Fort August, hvor et system med 7 sluser er en stor turistattraktion.

Her står altid en mængde mennesker for at se bådfolkene klare slusningen.

Thomas advarer: ”Pas på de udlejede kanalbåde – besætningerne er aldeles urutinerede og bringer deres egen og andres både i stor fare, når vandet fosser gennem slusen
 
Thomas under slusning. Bemærk hans hue og gummistøvler – helt normal beklædning til den skotske sommer.

Som den eneste på billedet har Thomas dog shorts på. Der må have været lunt i kahytten…

Vel ude af de snævre kanaler ved Fort William stævnede ”Victoria ” ud af det lange stræde mod det åbne Atlanterhav, men der var ingen brugbare havne at finde, så de regnvåde sejlere var nødt til at vende tilbage til Fort William for at overnatte.

Og det regnede og det regnede.
Og det blæste fra vest.

En gammel bog slog fast, at ved vestlig vind er der en tendens til at regnvejrsskyerne på Skotlands vestkyst samler sig i de dybe, vestvendte stræder og at skyerne udtømmer sig ved de høje bjerge.
 
Netop her lå ”Victoria” jo - så det var bare med at komme væk. Det lykkedes at komme til Oban, der er noget af et sejlercentrum på Vestkysten, og man lå i sejlerhavnen, der ligger ved en ø overfor byen – med færgeforbindelse hver time til Oban. Her kunne man opleve skotterne som inkarnerede sejlere, der sejler for sejl, hvis det overhovedet er muligt.

Nu lå man ved porten ud til forskellige destinationer på vestkysten, og besætningen på ”Victoria” tog hul på herlighederne.
 
Ved Isle of Seil, her ses broen fra fastlandet. Skotterne kalder den ”The Atlantic Bridge” da den er den eneste der forbinder fastlandet med øer ude imod vest – og det er som det ses ikke mange meter sund, der afskærer øen fra hovedlandet.

Det fortælles i øvrigt at det var her skotterne i gamle dage smed bukserne, når de passerede broen – for englænderne forbød dem at bære kilt i Skotland.

Da ”Victoria” skulle forlade dette smukke sted for at sejle videre, blev man tiltalt fra en engelsk båd: ”Oh, are you going to another place, where it is also raining?”
Lokalt øl og whisky måtte prøves ved hver landkending.

Man havde lovet vennerne forskellige whisky´er ved hjemkomsten, men virkeligheden blev at flaskerne havde en tendens til at blive tømte, så der kun var een, der kom med hjem til Danmark.
 
Idyl på Vestkysten ved Black Isles. Et meget smukt og roligt sted ude i sundet sydvest for Isle of Mull.

Besætningen forsøgte herfra at realisere planen om at sejle rundt om Mull, men den evindelige vestenvind gjorde søen så heftig, at man opgav og søgte tilbage til ”Atlantic Bridge” ved Isle of Seil.
Herfra gik turen i stedet op gennem Sound of Mull forbi den gamle borg,

Duart Castle, der ligger på næsset ved den sydligste ende af sundet.

Nær den nordlige ende af sundet ligger havnebyen Tobermory med dens pittoreske bymiljø ud til havnen.

Heldigvis ligger man ved flydebroer i Tobermory, for tidevandet er på op til 4 meter.

Men som det ses, kan det jo fint anvendes til at få bundmalet skibet ved ebbe.

Fra Tobermory påbegyndtes hjemfærden – og nu kunne den evindelige vestenvind jo nu bruges til at sejle i.
 
Et kig fra Fort Williams mod Skotlands højeste bjerg Ben Nevis.
Her lå ”Victoria” i dagevis på vej ud og hjem – men besætningen så aldrig toppen af bjerget på grund af regnskyerne.

Kanalen løber som det ses parallelt med floden et stykke ad vejen, her hvor de indre farvande begynder – og her blev der også brugt sejl og endda spiler hele vejen.  
 
 På hjemturen var der kommet mange flere både til – på udturen mødte man stort set ingen.

I øvrigt mødte man overhovedet ingen danske både på hele turen ved Skotland – og det undrer da Thomas, at der ikke er flere der finder vej hertil.

Trods forbuddet til koner og børn om at komme til Skotland og besøge ”Victoria” fik man nu alligevel besøg af 3 danske venner ved Fort Williams.

De havde selv telt med og fulgte vores besætning på noget af vejen – her ved en åben kaj lige ud til Loch Ness – den havde vist været brugt ved et gammel aluminiumsværk.

Det gav også mulighed for nogle bilture ind i landet, så de spændende og idylliske skotske landskaber også kunne nydes  
 
 Fra Inverness gik det jo fint i vestenvind mod Peterhead.

Efter nogen diskussion blandt besætningen om det  på grund af vandstanden var muligt at anløbe havnen ved Banff på nordkysten af det store næs, anløb man efter at have passeret dette fuglefjeld havnen ved højvande.

Det sidste viste sig at være særdeles fornuftigt, idet der kun er 60 cm. vand ved ebbe!

En kæmpe trawler sat på land nærmest midt på havnegaden i fisker-eldoradoet Peterhead – den sidste station i Skotland, nærmeste position til de nordiske strande.

Virkelig værd at være i med dens fuldstændige målretning mod fiskeriet. Thomas fortæller, at man kan købe fish & chips på ”Dolphin Café” på havnen fra kl. 04 hver morgen.
I Peterhead afventedes godt vejr, og lige som vejrmeldingen gav klarsignal til hjemturen, opdagede man en flænge i storsejlet. D
et gav syarbejde i 12 timer, og imens var en del af besætningen ude og jage en ekstra akkumulator op, så der kunne blive strøm nok til hjemturen.

Allerede på udturen var Dyna-starteren brændt sammen, så man var helt afhængig af ladestrøm på land.

Turen over Nordsøen blev næsten 100 sømil længere end udturen, da man valgte at gå direkte fra Peterhead til Thyborøn.

Som billedet af Jean-Louis viser, var de allerførste timer ret friske på grund af modvind og strømsø ved, men derefter – og dermed langt størstedelen af overfarten foregik i næsten vindstille og urolig sø, så det var noget nær umuligt at avancere for sejl.

Motoren kørte og kørte og brugte diesel.

Forbruget måtte planlægges nøje, så man ikke løb tør – adskillige timer kørte motoren kun på lave omdrejninger for lige at holde styrefart og sejlene strakte.
 
Søen var så urolig, at en fornem og næsten klar gallamiddag fløj af komfuret og ud på dørken og derefter i Nordsøen – frustrerende.

70 sømil fra Jyllandskysten kom der kulingsvarsel for Skagerak – fra nordøst, men det gav nu ikke andet end et par timers let vind, så man ganske kortvarigt kunne slukke for motoren.

Alligevel nåede man frem til Thyborøn i en sen nattetime og kunne gå ind for motor med de sidste dråber diesel efter 3½ døgns sejlads.

Ved Thyborøn bed vinden sig fast i det østlige hjørne og sikrede modvind gennem hele Limfjorden og resten af vejen hjem.

Til gengæld var det ikke regnvejr mere.

Et kig ud til forkahytten med ”morfars køje” – den absolut mest vandplagede og dermed mest ueftertragtede køje ombord.

Mange dages så godt som konstant regn satte deres præg på livet ombord i ”Victoria”. Kahytten drev af væde – een af dagene kunne Thomas vride vand ud af sin hovedpude, så våd var den.
Heldigvis var der gode faciliteter i havnene, så man kunne få tørret køjetøjet næsten hver dag.
En 2000 watts varmeovn gik på omgang i kahytten hver aften, så madrasser og dyner kunne blive lidt sovevenlige.

Billedet her er fra Kattegat på det sidste stræk, og er - som det ses på lampen – taget under god krængning.

Mellemlandingen på Anholt d. 21. august blev brugt til at aflevere den eneste overlevende flaske whisky til en ven – resten af de lokale rariteter var blevet til tomme flasker, og dem gad man ikke slæbe med hele vejen hjem.

Efter 8 ugers sejlads kunne man sætte fortøjningerne i hjemhavnen Vedbæk igen – godt tilfredse med den herlige tur.
Jeg spurgte om, hvor næste tur skal gå hen. Her har Jean-Louis svoret – han er franskmand - at det absolut ikke skal være nogen nordligere destination end Marokko!

Stig Ekblom  

Praktiske oplysninger:

”Victoria” er en 43 m2 Berg-spidsgatter, bygget i Hvide Sande i 1933. Længde 7.84, bredde 2.8 meter.
Motor: Bukh 10 HK fra 1965.

”Victoria” er en dejlig båd, og den sejlede tæt og upåklageligt under alle forhold. Der er altså intet i vejen med at sejle en sådan tur i en næsten 80 år gammel træbåd – eneste problem var elektriciteten ombord, som voldte mange kvaler.

Thomas må dog indrømme, at det kunne have været rart med lidt mere plads til 3 mand i 8 uger.

Kanal/sluse-gebyret til Caledonian Canal var på ca. 1500 kr. den ene vej, og lidt mindre den anden vej. Personalet ved sluserne var utroligt venlige og hjælpsomme.

Navigatoriske overvejelser:

Der var nogen uenighed blandt besætningen om beregning af havnetider og dermed tidevandet i de forskellige sunde og havne. Jean-Louis og Carsten insisterede på at anvende diverse tabeller – og som Thomas beretter, så kunne de da i løbet af et par timer beregne den forventede strøm m.m., mens Thomas kunne få tallene på et par sekunder ved at bruge det app, han havde købt til sin Iphone for et par hundrede kroner.
Kun strømsvigt på Iphone’n kunne give lidt forstyrrelser.

På både ud- og hjemturen over Nordsøen mødte besætningen forbløffende få skibe – trods det, at man jo passerede flere større sejlruter og fiskebanker. De eneste fartøjer man så, var supply-skibene til boreplatformene.