Med Abelone til Thyborøn 2010

Jeg havde fra mit tidligere ægteskab en lidt traumatisk oplevelse fra Limfjorden. Det var en gang i slutningen af 1970erne. Jeg havde overtaget familiens daværende båd, Abelone 2, en Utzon Lene spidsgatter, i Ålborg med henblik på 14 dages sejltur med kone og to små børn. Båden var på forhånd transportsejlet til Ålborg af familiens mænd, og min lille kærnefamilie var derefter kørt til Ålborg i bil for at kunne påbegynde sommersejladsen uden for store bølger og for meget vind.  Men skæbnen ville, at det satte ind med hård vestlig blæst fra dag 1 og det fortsatte og det fortsatte, og da min daværende kone var meget lidt søstærk, kom vi ikke ud af havnen overhovedet, men tog på udflugter i bilen rundt i Nordjylland, mens vi boede i båden, og da det havde varet i 10 dage mente min kone, at nu havde i hvert fald hun tilbragt tilstrækkelig lang tid i Ålborg Vestre bådehavn, hvorefter vi returnerede til København i bilen. Den oplevelse ville jeg meget nødig have gentaget, så jeg sagde til Katalin, at det ofte blæste meget på Limfjorden, og at vi risikerede at ligge indeblæste i lang tid i de forskellige havne.

Sommerturen 2010 blev indledt med deltagelse i DFÆLes stævne i Sundby, og det var planen, at Katalin og jeg derefter skulle på tur i 3-4 uger i Abelone uden at vi dog på forhånd havde lagt konkrete planer. Søndag den 11. juli var vi fra Sundby kommet retur til Svanemøllehavnen og hjemmet for at vande planter og arrangere pasning af katten, men om mandagen ud på eftermiddagen kommer vi afsted fra Svanemøllehavnen som sædvanlig med Hunni, vores skibsjolle, på slæb. Vi har i år fået en presenning til jollen, som skulle forhindre, at for meget røgvand sprøjter ind og gør den tung. Det havde vi oplevet et år på vej fra Varberg til Læsø, hvor adskillige timers røgvand til sidst gjorde jollen så tung, at vi var ved at miste den, da det var umuligt at lænse den under gang i høje bølger.

Hedebølgen ligger tungt over det ganske land. Vind er der ikke noget af, så vi går for motor nordpå. Henrik Effersøe har ved afsejlingen spurgt, for det tilfælde at vi skulle komme helt til Ålborg, om vi vil undersøge, om der ligger en søsterbåd til ”Bel Ami” i Ålborg lystbådehavn, vist nok S 38 D6 ved navn ”Elian”. Men i øjeblikket tyder intet på, at vi skal komme til Limfjorden. Ud for Rungsted begynder det at lufte lidt fra øst, så vi sætter sejl og stopper motoren.

Vi skyder efterhånden pæn fart forbi færger og Kronborg, men ud for Hornbæk begynder der at vise sig nogle grimme fronter, vinden øger og går i vest. Det lyner spektakulært over hele Sjællandskysten, og inden vi når frem til Gilleleje står regnen ned i tove, og der er vindstød af betydelig kraft. Ingen af os når at få regntøj på og lynhurtigt er vi drivvåde. Katalin er betænkelig, mens jeg smider fokken for at mindske krængningen. Himlen er blæksort, og et enkelt særlig højt tordenskrald lyder, som der bliver slået på dækket med en hammer.

Heldigvis er Gilleleje ikke langt væk, men det er svært at orientere sig i Havnen, der er propfuld af både. Vi lister os helt ind ved sejlklubbens bro, hvor der er en ledig plads. Vi afgik fra Svanemøllen i stille solskinsvejr kl. 16.15 og ligger kl. 23 fortøjet i øsende regn og tordenrumlen.

Tirsdag den 13. juli.
Det regner stadig i kraftige byger. Efter havbad og morgenmad er der dømt overliggedag med læsning om læ. Der købes lidt ind, og min datter med familie, der ferierer i omegnen, kommer på besøg om eftermiddagen. På trods af formiddags- eftermiddags- og diverse andre lure, har vi intet besvær med at falde i søvn til natten.    

Onsdag den 14. juli.
Den tidlige vejrmelding varsler kuling fra sydvest senere på dagen. Det skal vi ikke nyde noget af, så en oprindelig tanke om at nå til Grenå skrottes. I stedet tager vi kl. 7.45 (sic) afsted med retning mod Kullen, for at tage den svenske kyst bid for bid. Efter en times hammer irriterende sejlads i medvind med motor og blafrende sejl forkastes også denne idé, og kursen lægges om mod Odden. Og se! En herlig sejlads følger. For sejl bruser vi afsted i høj himmel og passende bidevind. Styrken øges gradvis, men når ikke det ubehagelige, før vi er fremme i Odden Havn  og fortøjer ved siden af ”Mary”, en stor lynæsjolle fra Frederikssund med en sød familie og keeshond ombord. Det er igen så varmt, at vi ikke orker at vandre op til Brugsen, men ”nøjes ” med fiskehandleren på havnen, hvor vi køber frisk dild, ærter, flotte blomkål samt torsk til at dampe – en rigtig herremiddag. Vinden er i mellemtiden frisket betydeligt og er nu på kulingstyrke. Vi indtager middagen i kahytten og må opleve gassen slippe op under opvarmning af opvaskevandet. Godt det ikke var en time tidligere.

Torsdag den 15. juli.
En stormende nat. Vinden rusker i cockpitteltet og hyler i riggen. Til gengæld falder der ikke en dråbe regn. Efter morgenmad går vi til Brugsen, som heldigvis har både gas og diesel. Således forsynet kan vi kaste los kl. 13 og sejle mod Grenå, som nås efter 5 timers herlig, efterhånden også heftig sejlads. Solen bager fra en skyfri himmel, vinden er agten for tværs. Iblandt logger vi over 7 knob. Ved 18-tiden går vi ind i Grenå megamarina og finder en bred men kort plads inderst ved dykkerklubben. I den kæmpe havn er der overhovedet kun en seværdig (tysk) træbåd. Vi må erkende, at vi tilhører en uddøende race.   

Fredag den 16. juli.
En plan om et ro tværs over havnen i Hunni for at komme i havbad forkastes, vi bruger havnefaciliteterne i stedet. Efter morgenmad og indkøb af søkort over Limfjorden forlader vi Grenå for sejl – yderst elegant krydsende forbi monsterøserne med bovpropeller og hele svineriet. Vi lænser afsted for en jævn senere frisk sydøstlig vind og holder en gennemsnitsfart på ca. 5,5 knob, dog logger vi 7,5 knob, når Abelone surfer ned ad de efterhånden pænt store bølger. Lille Hunni rutcher frem for at overhale moderskibet, og vi må forlænge slæbelinen og forsyne den med en gummifjeder, der kan udjævne de hårde ryk. Efter 8 timers sejlads i bagende sol anduver vi Limfjordens østlige udmunding. Skal vi vælge at lægge os i Egense eller i Hals? Det ender med at blive Hals, og vi får anvist plads af havnefogeden helt inde i bunden af havnen ud for en grill- og pizzabeverding og slår straks cockpitteltet op for at skærme af for alt for megen indblik. Ørerne kan vi desværre ikke lukke af for; på kajen står, ud over en del restauranter, også et partytelt med levende musik, dum-da-da, dum-da-da, dog kun til kl. 23, forsikrer havnefogeden os om.  Endnu værre er det dog, at vi har agterudsejlet det uundværlige maritime elstik. Det befinder sig nu i en elstander i Grenå, så vi må tidlig til køjs uden læsning og med bevidstheden om, at køletasken med provianten forbliver varm hele natten.   

Lørdag den 17. juli.
Vejret er blevet lidt køligere, men stadig solskin. Den lovede regn er udeblevet. Efter besøg på de 5-stjernede faciliteter gøres indkøb, blandt andet af løsdele til et nyt stik. Det lykkes halvvejs at få det til at fungere, men så er der et andet stik, der ikke duer. Vi må imidlertid videre. Inden vi stikker af, er der en forbipasserende, der spørger, om det er ”den berømte Abelone”? En henvisning til familiens første Abelone, En 30 m2 Utzon spidsgatter, som vi havde i begyndelsen af 1960erne, og som blev kendt blandt nogle af datidens læsere af ”Sejl og Motor”.  

Vi tøffer ud af havnen og ind i Limfjorden. Hvor er der bare smukt! Skønne ejendomme, små fiskerønner, flade strandenge, fugle og -  hvad Katalin altid hungrer efter på Kattegat – uafbrudt landkending til begge sider. Vinden er vestlig, vi går for motor, det sidste stykke også for storsejl, ad det kringlede løb ind til Ålborg, hvor vi kommer akkurat for sent til åbning af bilbroen hver hele time.

Vi lægger os ved kaj lige foran den tremastede skonnert ”Marylin Anne” fra Struer, hjulpet og kommenteret af en flok ret stive grønlændere, der hænger ud netop dér. Frokost med øl og snaps indtages klogeligt om læ.
I øvrigt er der meget uroligt at ligge, så vi agter nøje på at komme med ved næste broåbning. Umiddelbart efter bilbroen, men før jernbanebroen er bygget en lille havn, Obels Kanal, hvor man kan ligge ganske gratis og meget tæt ved bymidten.

Her lægger vi os for en nat, selvom der desværre ingen faciliteter er. Dog finder vi et strømudtag. Også her er vandet ret uroligt, men vi må håbe, at motorbådstrafikken tager af til natten. Ved 18-tiden opdager vi en kulsort sky på hastig kurs mod os, og vi får lige akkurat teltet op, inden den tømmer sig.

Vi spadserer op i byen og beundrer de mange kønne, velholdte gamle partier. Så ud langs kajen til Vestre Bådehavn for at se om Bel Amis tvillingebåd kan spottes. Det lykkes at finde den, og efter at have gennemfotograferet den spadserer vi tilbage til et par dygtige stykker laks indkøbt i Hals om morgenen.

Søndag den 18. juli.        
Vi spadserer hen til Utzon-centret, et (selvfølgelig) smukt og spændende byggeri, hvor vi bl. a. falder over nogle film og udstillede eksemplarer af Åge Utzons ålborg jolle og Sisu spidsgatter, som gør, at tiden flyver.

Efter et par stykker smørrebrød i restauranten lister vi rundt om Ålborg Slot, fantastisk velholdt. Om eftermiddagen ankommer de første deltagere i Tall Ships Race, som besøger byen nogle dage i næste uge. Blandt andre ligger franske ”Etoile”, en tremastet bark,  lige rundt om hjørnet og jeg får støvet mit meget støvede franske af.

Vi går også over broen til Nørre Sundby for at se de både, der har lagt sig dér, og fra den nordlige bred ser vi med nogen uro en af c-bådene gå under broen og dreje ind i vores kanal. Faktisk ventes ikke mindre end 6 både at skulle ligge i kanalen, og så er der ikke plads til os. Havnefogeden dukker da også op for at sikre sig, at vi rømmer pladsen tidlig næste morgen.

Mandag den 19. juli.
Det gør vi så. Straks efter vejrmeldingen står vi op og er parate til at gå under jernbanebroen lidt over 7. Vi må cirkle rundt ca. 40 minutter, for der kommer tog, men slippes så igennem. Førnævnte vejrmelding er ikke alt for lovende. Mens resten af landet får endnu en fin sommerdag, er nord- og vestjylland ramt af køligere, skyet vejr og, skal det vise sig, frisk vind fra vest og sydvest. Desuden har vi en meget kraftig østgående strøm, så vi avancerer kun langsomt selv med 2500 omdrejninger på Vetussen og storsejl. Egentlig havde vi forestillet os Løgstør, men ud for Gjøl kaster vi håndklædet i ringen og går i havn efter 2-3 timers intens navigeren i det kringlede og smalle løb. Det viser sig at være en klog beslutning. Her er stille og landligt, glimrende faciliteter, gratis cykler og en fin Brugs. Vi låner et par cykler, den ene en stor herrecykel med kun ét fungerende gear, lige noget for mit dårlige knæ, og den anden en mountainbike for dværge. Den får Katalin. Vi cykler op til stedets kirke, som ifølge havnelodsen er uhyre seværdig. Desværre har den stænget sin dør 15 minutter tidligere, så den får vi ikke set; derimod beundrer vi den dejlige velholdte og prydelige kirkegård, hvor forbløffende mange af ”beboerne” døde i en ung alder. I den velassorterede Brugs får jeg nødtvungent lov af Katalin til at købe en lille soldrevet radio med lommelygte og dynamohåndsving, til når der ikke er sol. Den er på tilbud og koster kun 89 kr. Made in China forstås.

Tirsdag den 20. juli.
Vi afgår i vindstille kl. 10. Efterhånden kommer der lidt vind, så storsejlet kan sættes. Sejlrenden er upåklageligt afmærket, der er mange sejlere, det er næsten som at navigere i skærgården. Vi anduver Aggersundbroen og er heldige at stryge igennem, da et officielt fartøj af en eller anden art skal igennem fra vest. Vi passerer Løgstør, vi må videre. Den ellers så berygtede Løgstør Bredning viser sig fra sin aller frommeste side. Vi driver langsomt for sejl mod Amtoft, en lille frihavn i bredningens nordvestlige hjørne. Farten er bestemt ikke imponerende, til gengæld får vi besøg af to sæler, som vil hen og høre Mozart på den nye radio. Herligt. Efter 8 timers sejlads går vi ind i Amtoft havn, hvor vi finder os en plads helt inde ved kajen. Der er ikke megen dybde, og små bløde bump i nattens løn antyder da også en vis bundkontakt. Efter lidt indkøb spadserer vi en tur i det yppige sommerhuslandskab, der ligner Rørvig en smule, men skæmmes af en udpræget lugt af for mange grise på for lidt plads.
Landets nok grimmeste forhave observeres: Et lag tilfældige kampesten i ét lag over hele grunden med 5 små stedsegrønne buske stikkende op. Lige noget for Søren Ryge. Sen middag og direkte til køjs.

Onsdag den 21. juli.
Kl. 10 afgang, ud af havnen for motor, men straks sættes der sejl, og vi bruser afsted gennem det smalle Feggesund, over Thisted bredning og ned mod Vilssund-broen, som åbner sig beredvilligt.

Vi bruser videre ned mod en lille vig, hvor Dansk Sejlunion har udlagt en bøje. Den hapser vi, så frokosten kan indtages under civiliserede forhold. Katalin kaster sig bagefter i bølgerne og får en forfriskende dukkert. Bøjen slippes igen, dog ikke før der er taget et reb i storsejlet, idet vinden er frisket til ca. 10m/sek. Vi må krydse, men sejlløbet kringler sig så tilpas, at det passer til benene. Vi skal til Jegindø, som vi har fået anbefalet i høje toner.

Ved anduvning kan vi se 5-6 små limfjordssjægter vippe rundt uden for havnen; de viser sig at være museumsbåde, som er ude på den ugentlige kapsejlads. Træbåde er efterhånden en sjældenhed, og selv føler man sig da også som en kustode, når den obligatoriske bemærkning falder fra molen: ”Er det ikke et meget stort arbejde at holde sådan en båd?” Da klokken efterhånden er over 19 opgives enhver tanke om proviantering, så vi klarer os med lidt pasta, skinke og æg. Havnen er ikke så charmerende, men vi får en fin plads inderst inde.

Torsdag den 22. juli.
Vi må finde ud af, hvad der er så charmerende ved Jegindø, så vi traver en længere tur ud over landskabet, forbi rodede husmandsstedeer, dårligt vedligeholdte småhuse og en del minkfarme ikke at forglemme. Det forklarer den mindre bebehagelige lugt, der til tider hviler over havnen. Vi finder langt om længe frem til øens købmand, som i modsætning til den i Amtoft har et meget begrænset udvalg. Lettere desillusioneret vender vi tilbage til havnen. Katalin går op for at besøge Æ Flyver hus, og hun beretter om et egentlig ganske interessant minimuseum. I mellemtiden har jeg besluttet, at vi hurtigst muligt skal sejle videre. Efter en hurtig frokost kaster vi los, navigerer forbi Jegindø tap og står ned mod Oddesundbroen. Foran os er der en enlig tysker, der også skal igennem broen. Vi når akkurat broåbningen ved hjælp af alle sejl og fulde omdrejninger på motoren. Katalin når at spotte et par sæler i forbifarten. Tyskeren sejler i rasende fart i sin lille racer, vi kan dårligt holde trit med ham selv om motoren stadig går. Inden Lemvig kryser han ind mod land, mens vi fortsætter ud i Nissum bredning, for nu skal det være.
Vi vil nå Thyborøn og de næste dage loves der stærk vestlig vind. Der skal et par lange kryds og en del ængstelig spejden til, før vi finder det omhyggeligt afmærkede løb forbi Cheminova monstrøse bygninger og en række kæmpe vindmøller.

For motor potter vi gennem den gravede rende, der er bestemt ikke plads til at krydse, og selvom vi er heldige med strømmen, tager det alligevel over en time, før vi er fremme. Havnen er enorm, og vi skal op i det nordligste bassin, hvor der er god plads til lystbåde.
Vi lægger til med stævnen mod vest, og kun en mur skiller os fra Vesterhavet (sådan da).  Desværre er alle køkkener i hele byen lukkede, før vi begynder at opsøge dem, så vi må nøjes med forefaldende dåser fra nødlageret og en øl i kockpittet. Vejret er i hvert fald skønt, og solnedgangen over havet ikke så ringe.

Fredag den 23. juli.
Endnu en herlig sommerdag. Den indledes med bad fra den fine sandstrand, som vitterligt befinder sig lige på den anden side af vores mole.
Vi græsser lidt rundt i byen og finder stationen. Vi vil til Lemvig med grisen, som vi så ude fra Bredningen som en lille modeljernbane.

Den går ca. hver time, så efter formiddagskaffe daffer vi op til stationen (Thyborøn H.(!!)) og tager toget til storbyen. Den viser sig fra sin mest charmerende side, ikke mindst når man som vi ankommer med Bjergbanen. Den troede vi, var en vittighed, men den er god nok. Lemvig skråner stejlt ned mod vandet, og bjergbanen, der godt nok er en turistgimmick, kører i sneglefart ned til havnen ad nogle hengemte spor, der frem og tilbage i fordums tid blev brugt til at fragte tungt gods op fra skibene i havnen til den rigtige jernbane på højlandet.

I mellemtiden er Katalin kommet i tanke om, at Marita og Frank (Katalins frisør og dennes mand) har en ødegård i nærheden. En byge af sms’er følger, og enden på det hele bliver, at Marita vil hente og bringe os. Deres hus ligger 12 km. fra Lemvig, og i sommerperioden er det som bekendt ingen afstand.  Inden hun kommer , når vi lige at afgræsse byen, som er ganske charmerende, og i modsætning til Thyborøn myldrende fuld af turister. Marita og Franks gård ligger ca. 4-5 km. fra Bovbjerg fyr og er rigtig lækker. De er kommet langt med at indrette sig, og udsigten er der ikke noget at udsætte på.

Efter kaffe kører de os ned til kysten, hvor Frank udpeger diverse istidslag, rester af nedstyrtede huse, selve fyret og, på hjemvejen, en missionsk kirke, som skulle glimre ved sin totale mangel på udsmykning, men som desværre er aflåst, da vi når frem. På kirkegården står stenene i sirligt indhegnede felter; de hvide stakitter er nødvendige for at skærme mod vestenvinden. Vi bliver kørt helt tilbage til båden af Marita. Middagen indtages, som også frokosten blev det, på restaurant, hvilket letter på opvasken, men tynger på badevægten, de enorme vestjyske portioner taget i betragtning.   

Lørdag den 24. juli.
Dagen starter med havbad. I dag skal ”byen” beses. Vi daffer over på Akvariet og derfra til Kystcentret, begge ganske interessante. I førstnævnte er der rør-ved fiskene-akvarier, halvt udklækkede hajæg, en totalt troldeagtig havtaske o.m.m., i sidstnævnte især en udstilling om den ud for Thyborøn strandede russiske skruefregat ”Alexander Nevsky”, hvis bjærgede anker og monsterror står på byens torv. Strandingen, der skete under usigtbart vejr den 25. september 1868, mens fregatten under sejl var på vej hjem fra Piræus, højnede vist levestandarden for de lokale i adskillige år frem.

Senere på dagen spadserer vi ud til den yderste høfde og ser nogle få af de over 100 bunkere, der blev bygget under besættelsen. Nogle er begravede i sand, et par er åbne for publikum. Dagen afsluttes med en rotur i Hunni havnen rundt, som tilbage i den stride vestenvind kræver at kræfterne virkelig lægges i.

25. juli.
Tilbageturen østover tiltrædes i dag. Lidt over 8 manøvrerer vi ud for sejl, mens vore naboer fra deres megaøser bekymrede spørger, om vi slet ikke har nogen motor? Og så bruser vi ellers afsted. Der er taget et reb i storsejlet, og det passer ærlig talt fint, for der er masser af bølger og vind i Nissum Bredning. Hu hej går det ned mod Oddesund broen, som vi når 20 minutter inden åbning, hvorfor vi lægger os underdrejet for at undgå at skulle stryge og sætte sejlene, som tre andre både gør. Til gengæld er vi i den kraftige vind først gennem broen og fortsætter for en laber halv vind, senere foran for tværs og til sidst regulært kryds under Sallingsund broen, som er en højbro, og frem til dagens mål, Fur, som nås efter ca. 9 timers hovedsagelig herlig sejlads og en udsejlet distance på 48 sømil. Den lille havn er propfuld, men vi får plads uden på en imødekommende børnefamilie. Vi når ovenikøbet at proviantere i den store Brugs. En rotur rundt i og uden for havnen afslutter en helt igennem tilfredsstillende dag.

Mandag den 26. juli.
Fur er dog fin. Vi lejer nogle glimrende cykler og begiver os nordøstpå gennem de yndigste fjordlandskaber, forbi attraktive huse og den ene spektakulære udsigt efter den anden. Asfalt afløses af grus, der afløses af strandstier. I den østlige bugt ligger 4-5 både for anker, hvoriblandt vi genkender en lille træbåd fra Thyborøn. Ud på grusveje igen gennem sommerhuskvarterer til molerskrænterne; et fantastisk landskab. Øen er i det hele taget meget afvekslende. Vi finder desværre ingen fossiler, men de findes til gengæld i rigt mål på Fur museum, som vi på mit forlangende, og efter at vi har aset os op til øems højeste punkt, besøger trods Katalins protester. Hun ville hellere have været på Fur Bryghus!

Efter udståede strabadser gør det godt med en dygtig frokost og så afsted for sejl mod Løgstør med afgang ca. kl. 16.  Vinden er til at begynde med ganske svag agten for tværs. Vi har lidt svært ved at finde afmærkningerne ud for Livø tap, men det lykkes til sidst, og vi går derefter for bidevind videre nordpå for at finde det afmærkede løb ind til Løgstør. Her går vi ind i kanalhavnen, der er stuvende fuld, og lægger os uden på to andre både. Jeg byder på en rotur til enden af Fr. VII’s Kanal, men den viser sig at være længere end beregnet, 4½ sømil, så noget forbi det lille søfartsmuseum vender vi om, og når ikke videre.

Tirsdag den 27. juli.
Fra årle morgen starter den store omrokering i kanalen. Både tager afsted, andre tager de således frigjorte pladser, der er leben og tummel og gode råd og hovedrysten. Vi tager en lille runde  i Abelone og vender tilbage til udgangspunktet, dog en båd mindre til kaj. Løgstør skal beses. Den er lidt uddød med mange tomme huse. Den store Brugs ligger godt uden for bymidten. På tilbagevejen skal jeg lige ind til bådebyggeren og aflevere en hilsen fra min gamle bådkompagnon, Lars Puggaard. Det varer til Katalins undren en times tid, men så får vi også snakket om bådebyggererhvervets fremtid, som vores bådebygger bedømmer til at være meget mørk. Der er næsten ingen træbyggede fiskefartøjer tilbage og man kan ikke leve af at reparere de fåtallige lystfartøjer af træ.

Efter frokost ca. kl. 13 tager vi afsted og kommer lige præcis for sent til brooplukningen, så vi må lægge os underdrejet, for vi er igen stået ud for sejl. Efter ca. 25 minutter forbarmer brovagten sig, og vi slippes igennem sammen med 3 andre sejlbåde og et antal motorbåde. Med sejlbådene går det som følger: En lægger sig straks i spidsen og forbliver der resten af dagen. Abelone og en norsk båd følger, han er større, men sætter ikke fok, hvorved vi kan holde ham stangen indtil videre. Den fjerde båd skærer godt af et hjørne og går pludselig på grund.

Vi fryder os over at det ikke er os, men ak, syd for Egholm lige inden Ålborg går vi selv på grund.  Fantastisk heldigt kommer der i det samme en tom udflugtsbåd forbi, som tilbyder os et tov – og således kan vi, noget demoraliserede, humpe ind i marinaen vest for Ålborg. Den ligger godt nok rimeligt langt fra byen, men er landskabelig skøn og medlem af frihavnsordningen. Vi er lidt rystede på kompetencen og træffer beslutninger i sidste øjeblik, så havnemanøvren er ikke vores fineste.

Marinaen viser sig at være den mest velordnede, vi nogensinde har besøgt. Vores ende grænser op til et charmerende vandrehjem med små farvede hytter. Stendæmningen ud mod fjorden er bevokset som den yndigste grøftekant. Og der er fine bådeskure med overnatningsmuligheder, masteskure, ophalingsfaciliteter og det nydeligste klubhus med overdådige toilet-og badefaciliteter, specielt i betragtning af det virkeligt ringe antal gæstesejlere. Men vi er selvfølgelig flere km. uden for byen.
Dog går der en bus hvert kvarter til centrum.

Onsdag den 28. juli.
Endnu en solskinsdag, men der er ændringer i sigte, og med varsling om stærk vind øgende til kuling i Kattegat om et par dage finder vi det fornuftigst at blive indeblæst i Ålborg fremfor på Anholt. Vi tager derfor bussen til terminalen, køber et 24 timers seniorkort til ubegrænset transport i hele det nordjyske område og dasker derefter rundt i centrum, drikker kaffe på fortovsrestaurant, går i storcenter og slentrer derefter ned til Limfjordsbroen, hvor vores bjærgningsmand fra i går ligger. Her indtager vi lidt hvidvin, men vi venter på, at hans skib ”Kysten”, en gammel patruljebåd fra Søværnet, indfinder sig. Det lykkes os ved at vende ryggen til at misse dens ankomst + afgang, og vi må vente endnu 3 kvarter, før han lister tilbage langs kysten. Jeg overrækker ham 200 kr., og han og konen inviterer os straks med på næste chartertur, hvor de imødekommende sætter os af i Skudehavnen, hvorfra der er en smuk spadseretur hjem til marinaen.

Torsdag den 29. juli.
Med vore seniorkort i hånden tager vi bussen kl. 9 til Veststationen, stiger på toget og kører til Hjørring. Egentlig har vi planlagt en tur til Skagen, men inspireret af, at der på grund af skinnearbejde er indsat busser mellem Hjørring og Frederikshavn, beslutter vi os for at tage toget til Hirtshals for at se Nordsøcentret og de berømte klumpfisk. Det gør vi så og tilbringer de næste 5 timer med at se fisk, sæler, fodring af samme samt frokost og eftermiddagskaffe. Det er noget af en seværdighed i modsætning til resten af byen, der som bekendt er Lene Espersens hjemby.

Nu flasker det sig sådan, at en bus, der går to gange om dagen til Skagen, lige passer os. Så den hopper vi på, og får set både Tversted, Skiveren og Hulsig på den godt 1 time lange tur. Ren fryd og meget bedre end selv ar køre. Det er desværre begyndt at regne, og Skagen er ikke så charmerende som i solskin. Vi får dog beset havnen, der er fuld af enorme glasfibermonstre, der ligger side ved side fra kaj til kaj, og Katalin får købt sig et par længe ønskede Docksides-sko. Efter 1½ time i Skagen tager vi toget til Frederikshavn og derfra en hurtigbus til Ålborg, så lokalbus og endelig tilbage på Abelone 12 timer enter, at vi havde forladt hende. Vi går til køjs i småregn.

Fredag den 30. juli.
I nattens løb tiltager vinden, den river og flår i riggen – og så regner det. Og det regner og regner, desværre også ind på Katalins køje. Og det bliver ved, faktisk det meste af dagen. Ud på eftermiddagen stilner det så tilpas af, at jeg insisterer på en tur med den mikroskopiske færge til Egholm. Den afgår i nærheden hver halve time og er 5 minutter om turen. Egholm ser yderst tillokkende ud, men viser sig større, end vi umiddelbart troede (en tur øen rundt tager flere timer). Desuden er alt vådt, det blæser stadig kraftigt, og kroens køkken lukker allerede 20.30, så vi ender med at tage næste færge tilbage. På vej hjem går vi en lille omvej gennem Fjordbyen, et sødt klondyke af en FF. Alt i alt en dag, der ellers tærer på de indre ressourcer.

Lørdag den 31. juli.
Vinden er aftaget, regnen er ophørt, vi beslutter at tage til Hals for at positionere os til turen over Kattegat. Vi kaster los ved 10 tiden og når mageligt jernbanebroens åbning efter en del manøvrering med sejl og skøder. Videre går det gennem Limfjordsbroen – farvel til Ålborg. Vi overhaler en stor tysker, som sejler med genua, men til sidst starter han motor, stryger genuaen og overhaler os. Han går til Egense, vi lægger os ind mellem to pæle i Hals. Havnemanøvren er lidt kikset, vi er ikke så gode til pæle. Til vores glæde finder vi her Chipper, som kan fortælle os, at kun overdreven hensynsfuldhed forhindrede ham i at lægge sig uden på os i Fur. Det ville ellers have været hyggeligt - og smukt! En byge af sms’er får omdirigeret Katalins bror og svigerinde, som er på vej til Skiveren. Det bliver en hyggelig middag i cockpittet, kuller (ludder på sms’sk) m. dild og nye kartofler, jordbær, kaffe.

Søndag den 1. august
Vi står tidligt op og er parate til afgang lidt over 8. Vinden er sydlig, men ret svag; de første timer går vi for sejl og støttemotor i en meget kraftig nordgående strøm. Siden vrider vinden nærmest over i sydøst, fokken stryges og vi potter stædigt mod Anholt, som nås kl. 16.30. Der er flere udmærkede pladser i havnen, og vi snupper en ved den inderste bro. Desværre når fiskehandleren at lukke for næsen af Katalin, som havde sat den op efter jomfruhummere. En indkommende fisker er totalt afvisende over for privatsalg. Fiskefrikadellerne er udsolgt. Provianten er meget dyr og med behersket sortiment. Vi laver æggekage og pandekager. Men ellers er Anholt dejlig som altid, og vejret er pragtfuldt.   

Mandag den 2. august.
Vi vågner til vindstille, men der loves opfriskende vind ud på dagen, så vi tager først afsted ved 10-tiden. Der sættes sejl i havnen, og motoren kan slukkes. De første timer går det for vindkraft alene, jeg leger med sejlføringen, sætter spiler, piller den ned igen osv. alt til Katalins store irritation.  Farten daler ubønhørligt. Det er såmænd skøn sejlads, men vi vil jo gerne nå Gilleleje på denne side midnat, så motoren må startes på ny og arbejder de sidste 6 timer. Efter ca. 11 timers sejlads på havet går vi ind og stiler straks mod ”vores” faste plads uden på den lille gule øvelsesbåd ved sejlklubben.

Tirsdag den 3. august.
Der købes ind til splendid frokost hos Anthonsen, og vi går afsted for sejl kl. 10.
Vinden er nordvest og noget stærkere end i går.
Vi bruser tilfredsstillende forbi Hornbæk, Kronborg og ned mod Hveen.
Til vores hovedrysten er det de færreste sejlere, der gider andet end at rulle fokken ud, og dem overhaler vi da også nok så nydeligt.

En yderst tilfredsstillende sidste dag. Ud for Skovshoved starter vi alligevel motoren, for Misser (min afdøde stedfar, Jørgen Hoffmeyers kone) har meldt sin ankomst i Svanemøllehavnen med kirsebær og Jørgens gamle logbøger fra deres Limfjordssejlads i 1979. Over et glas hvidvin i cockpittet og snak om gamle dage tager vi afsked med Abelone for denne gang.