Hvorfor træbåd

Den længere historie er at drengen tidligt blev draget af det våde element. I sidste halvdel af 50’erne kom optimistjollen frem, drengens far byggede sammen med 9 andre fædre 10 optimistjoller og det år drengen fyldte 13 kunne han sejle ud på Lillebælt med egen hånd på egen rorpind. Drengen var alt for stor til den lille jolle og 2 år efter, i 1961, købte han for den utrolige sum af 2.150 kr. Slåby-Larsen-kutteren Bror (i 2008 genopstået som (fugl) Fønix). I den kunne han virkelig boltre sig og i så godt som hver weekend sommeren lang blev der sejlet kapsejlads et eller andet sted i kredsen.

I 1966 betød kildeskattens indførelse at et folkebådsskrog kunne købes for 10.000 kr. hos Ove Kaa i Svendborg. Året efter var den i vandet, der manglede stadig lidt småting, fx en tofte så rorgængeren kunne sidde ned. En ølkasse (husk de var af træ dengang) gjorde tjeneste som siddeplads den sommer.

Samme sommer begyndte pigen at sejle i en 10’ Nordborg-jolle som hun delte med sin bror.

I 1969 slog drengen og pigen pjalterne sammen og sejlede hver weekend og hver sommerferie. I 1971 blev folkebåden solgt og Ninon, en 26 m2 spidsgatter med 5hk indenbords motor, indkøbt fra Svendborg for nu ville parret på langfart.

Midt i juni 1972 drog de mod øst. Besøgte Bornholm og Ertholmene inden de fortsatte op langs Sveriges østkyst, gennem Götakanalen til Sveriges vestkyst og hjem via Læsø. Mange oplevelser rigere, især fordi det var en ret lille (træ)båd der var kommet meget langt hjemmefra.

I 1974 var ejerskabet af træbåd slut. Ninon, som de sidste 3 år havde heddet Vif, blev solgt til Nyborg.

Så fulgte 28 år med fiberbåd. Mange gode sejladser og oplevelser med børnene, ikke så meget arbejde for at blive sejlklar om foråret. Hvis der skulle gives karakter ville det nok blive noget med ”en god, men noget rutinepræget præstation”. De sidste år blev det ikke til så mange timer på vandet og det kom på tale at sætte båden til salg. Måske købe en Camper-Van i stedet?

Men i 2001 skete det. Duen landede i Assens. Det var ellers en Odense-båd, men forskellige hændelser førte den til vores havn. I 2003 blev den til salg og ja, så var vores skæbne beseglet. Duen blev købt, Asbjørn, vores Mosquito 85, blev solgt og siden har der igen stået sejlads på programmet hele sommeren.

Og arbejde med båden hele året!

Træbåden har med andre ord givet os vores sejlerliv tilbage. Og det er helt anderledes at sejle træ end plastic. Der bliver ikke ofret mange blikke på en nok så smuk og interessant glasfiberbåd, mens en træbåd altid trækker mange til og det kan godt være en langvarig affære fx at få spist, for der kommer altid nogen forbi som gerne vil vide lidt om båden.

I kender det jo alle sammen, men alligevel: en træbåd føles næsten som et medlem af familien. Den har sjæl og derfor er det så interessant at være sammen med den.

Med håbet om at vi i mange år endnu kan holde Duen i forsvarlig stand og nyde samværet med andre træ-sejlere.