Jeg vil gerne dele mit personlige svar i 2:

Hvorfor sejler du ?

Ja, dette er måske mindre mærkværdigt end det overordnede spørgsmål, for der er jo mange, der sejler. Min indgang til lystsejlads falder på et tidligt tidspunkt i mit liv. Som byboere var det sommerferiens store oplevelse, når vi tilbragte et par uger hos min mors forældre i en vestlollandsk landsby. Morfar, der tidligere havde ejet en større sejlbåd ”Selene”, som ingen forlængst mere ved noget om, havde i sine ældre år bygget sig en mindre, sprydrigget sænkekølsbåd ”Litten”, som det var feriens højdepunkt at komme med ud i. Og – for at det skulle være nemt at komme ud, hvor den lå for svaj - tillige en fladbundet rojolle ”Bitten”.

Nu skal jeg ikke trætte med samtlige trin i udviklingen, men sommerferiedage på Nakskov Fjord udgør et væsentligt, positivt barndomsminde, der vemodigt slutter med Morfars bortgang 1950. Derefter kun lidt kanoroning på Susåen, men det var nu også ret hyggeligt. I de unge år var lystsejlads noget, der blev betraget fra land. Bl.a. i studieårene hvor jeg med kollegieværelse på Østerbro ofte fik en mundfuld frisk luft ved Langelinie, hvor den lille lystbådehavn indgik i runderingen, inden jeg måtte til bøgerne om aftenen.

 En genopfriskning med sølivet indtrådte sommer 1960. Som nyuddannet ingeniør var der næsten ingen genvej udenom 24 måneder i ”Kongens klæder”. Mine blev mørkeblå. Allerede som sergentelev på Margreteholmen var der lejlighed til at låne en åben, gaffelrigget kragejolle.

En dag faldt Eriksens ord, med julelys i øjnene: ”Og når vi kommer over på Holmen på reserveofficersskolen,kan vi låne enFOLKEBÅD ! ”

 Det ville helt klart være et clou, forstod vi, der ved indrullering i søværnet stod uden særlig maritim indsigt. For folkebåden var noget helt særligt, betydede Eriksen os. Det blev i eftersommeren til flere ture i Søofficersskolens folkebåd, som – da jeg så den første gang – skuffede: Lille, bredmåset tingest, men den viste sig fin til en aftentur ud af Kronløbet.

Og en dengang ret ny sangtekst ”To pilsnere i en snor, efter en båd” blev afprøvet, med et antal tilpasset besætningens størrelse.

Hvorfor træbåd ?

32 år senere blev det så vores tur til at få en båd. Fandt F D 506 ”Scherzo”, blanklakeret Lind-båd, som tidligere ejere havde passet godt på. Nu er det 20 år siden. Den har vist sig at være det herligste ”legetøj”, man kan tænke sig.

Valget har 2 mere eller mindre prosaiske årsager:

Båden skulle ikke være større end, at jeg kunne sejle og passe den selv. Jeg ville ikke byde min bedre halvdel, Signe, Skipperinden, der nyder magsvejrssejlads, at skulle stille hver gang, havet kalder, eller når der skal arbejdes på båden. Og hverdagsbudgettet skulle ikke påvirkes i væsentlig grad. Så folkebådsstørrelsen ville være et rimeligt valg.  

Derfor: da der stadig ved lidt søgen nok kunne findes en god  træfolkebåd, der ikke skulle starte med at være et renoveringsprojekt, var dette udgangspunktet. Mindre prosaisk og ovre i den let romantiske genre var det så at gå efter en blanklakeret træbåd – det var lidt et sværmeri.  Som jeg ikke har fortrudt.

Tidligere ejer hjalp lidt til med beslutningen om anskaffelse ved at sige, at den årlige klargøring ikke tog mere tid end for hans nabobåd af glasfiber. Så må naboen vist have været decideret langsom !  For Jess havde ikke sjusket, kunne man se.

 Men den tid, der er gået med løbende forårsvedligeholdelse og småreparationer, har på en måde været ”kvalitetstid”. Mens jeg stadig var i erhverv, var det en udmærket afveksling, så man kunne få hovedet luftet ud med at beskæftige bevidstheden med noget helt andet. Ren rekreation. Tilfredsstillelsen ved at udrette noget med andre redskaber end blyant, lineal, lommeregner og PC- tastatur skal heller ikke glemmes – selv om det ikke hver gang bliver lige vellykket. Bedre held næste år !

Der er også en helt anden kvalitetsfornemmelse ved at omgås det, der var resulatet af dygtige håndværkeres arbejde. Det giver respekt i langt højere grad end den årlige upersonlige bundsmøring og polering af fribord på en ”plastic-attrap”.

Ligeledes er det en helt anden fornemmelse, ved afslutningen af forårsklargøringen at betragte det nylakerede fribord, når båden er rullet frem i solen ved ladeporten. Så er det lige som om man fornemmer, at man fortjener at have båden, hvis resultatet var lykkedes !

Og om bord:  der er jo – lidt højstemt sagt – ”sjæl” i sådan en sag: lakeret klædning med lakerede svøb med synlige kobbernagler, hvidmalede ruftagslister og mahogniaptering siger mig mere end hvid plast.

Ikke for at ringeagte moderne både, der yder langt bedre komfort og rummelighed og nem vedligeholdelse. Men med træbåden fås den basale sejlerglæde. Selv om det træ, båden består af, er lige så stendødt som ... ja: som sten,  er der alligevel på en eller anden udefinerlig måde en slags liv i den.

 Og med de timer, man lægger i træbådens pleje og pasning, får man helt anderledes nær relation til den.

Selv om jeg overhovedet ikke holder (træ)båd af hensyn til andres vurdering kan der alligevel, når man ligger fortøjet på sin havneplads og er om bord, gøres forskellige interessante iagttagelser af de passerende havnegæster på molerace:

Der er dem, som passerer forbi med blikket lige ud – jeg antager, at de ud ad øjenkrogen blot har registreret en stak gamle brædder, som de i HVERT fald ikke ville gide have. Dem om det ! – sådan lidt arrogant sagt.

Og så er der dem, der går tøvende forbi eller standser op, og det er tydeligt, at de kan lide at se det, de ser. Så falder der nemt en lille hyggesnak af.   et er ikke derfor, jeg er glad for at have træbåd, men det er et plus!