Marsk

Marsk Genopstår. En reportage fra Hundested af Stig Ekblom, NK D4 “CAN III”

Poul Molich på broen i Hundested Havn foran min nordiske krydser Can III, som er fra 1931, og alligevel er 12 år yngre end den kendte bådbygger og konstruktør.

“Marsk” er blevet fuldstændigt ribbet for al aptering, men den ligger klar til genmontering, når klædningen er udskiftet.

Udover klædningen, der som det ses er blevet skiftet til og med 4. bord, er rorstævnen blevet udskiftet.

“Marsk” en face, omend i en noget forskåret tilstand.

Da jeg aflagde besøg på Molichs værft i starten oktober var Marsk så godt som klædt om som billedet viser. En uge efter besøgte jeg den igen, og der var den helt færdig. Det er et pragtfuldt syn! Nu skal der gøres noget ved dæk og ruf. Kahytten skal forlænges så den når frem foran masten - efter samme tegning som NK 48 Fair Play som også er en Molich-kontruktion. Den er blot 9 år yngre, fra 1962. Dækket skal som tidligere omtalt lægges om i teak, og så er båden snart klar til søsætning. Poul Molich anser det for sandsynligt at båden er klar til foråret eller forsommeren, og vi må vel holde os klar til at give den en forrygende velkomst på søen igen. Mit forslag er at vi samler alle aktive nordiske krydsere i Hundested på søsætningsdagen, og så holder en festkapsejlads for at fejre den hjemvendte marsk. Molich har lovet at give et praj når tiden nærmer sig, og så vil der komme bud ud!

Som det ses på disse billeder er Marsk nu blevet forsynet med nyt dæk i krydsfiner, samt nye rufsider og skabsvægge. Der skal så lægges dæk i teak og skandæk/fisk i mahogny på dækket. Desværre er der hændt den ulykke, at Poul Molich under arbejdet med lister til ruffet fik venstre hånd i fræseren og derved skadede flere af sine fingre slemt. Derfor ligger projektet stille, til mesteren har fået hånden rigtigt i gang igen, og vi kan først forvente at båden kommer i vandet i 2003.

Marsk blev gendøbt i sommeren 2003 her ses et bilede af Marsk ved dåben.

Den nordiske krydser NK D45 “Marsk” fra 1953 er kommet tilbage til sin skaber efter i 3 år at have vandsmægtet på landpladsen ved Svanemøllehavnen.
Den berømte og efter alt at dømme hurtigste nordiske krydser af alle var tæt på sit endeligt, da Poul Molich, som i sin tid selv tegnede og byggede den, ved en tilfældighed så den til salg i Politiken.

Han fortæller, at han ikke kunne få det over sit hjerte at lade den gå til, og det endte med at hans datter og svigersøn, Elsebeth og Ole Wedel købte Marsk, med henblik på at de sammen ville sætte den istand.
Det var ikke en opgave for en almindelig amatør, siger Poul Molich. Klædningen havde skilt sig ad og var revnet af tørhed, og faktisk lå der træ til en komplet klædning i Honduras-mahogny på lageret. Så nu står båden i værftets hal på Hundested Havn, og mesteren selv er sammen med Elsebeth og Ole gået igang med at skifte hele klædningen og hvad der ellers trænger.
Indimellem hjælper værftets lærling til, og får derved også mulighed for at deltage i den fornemme bådbyggeropgave.

Bordene bliver limet sammen med polyurethanlim (skumlim) istedet for den gamle phenol-lim, men ellers bliver alt stort set som det var i 1953. Rorstævnen viste sig at være rådden, så den måtte skiftes. Desuden skal det gamle dæk af oregon-pine udskiftes med teak. Ejerne havde under overvejelse at modernisere riggen, men har valgt at lade den stå som oprindeligt for at bevare den i klassen - og det er vi andre nordisk krydser-ejere meget glade for.
Hele apteringen er pillet ud og ligger sirligt stablet ved siden af båden. Klædningen bliver skiftet eet bord ad gangen, så det gamle kan anvendes til at strege det nye op efter, og så båden samtidig holder faconen. Da jeg beså projektet, var de 4 øverste bord i hver side skiftet. De gamle bord ligger let forhuggede, men hele i en bunke; et mærkeligt og vist også sjældent syn.
Molich’s datter Elsebeth Wedel fortalte mig i sommers, da jeg kom forbi Hundested, at hendes far i sin perfektionisme hverken ville anvende de for glatte rustfri skruer - eller de for kortlivede messingskruer - til at fæstne bordene med, så han har med noget besvær fået fremskaffet et parti bronzeskruer fra Tyskland.

Poul Molich selv mener at båden kan være klar om et års tid; så vi kan se frem til en virkelig festdag i en overskuelig fremtid, hvor Marsk bliver søsat, genopstået som en så godt som flunkende ny båd. Elsebeth oplyser at hendes far tit går og arbejder med båden 8-10 timer om dagen, og restaureringsarbejdet må vel nok betragtes som det mest omfattende, nogen dansk lystbåd nogensinde er blevet udsat for. Det er dybt imponerende, og vi må være taknemmelige for at Poul Molich og kompagni yder denne uvurderlige indsats til eftertiden - at sikre at kommende generationer vil kunne opleve en væsentlig del af dansk kultur - virkelig bådbyggerkunst i fuldt vigør.

Da jeg og mine unger forlod Molich’s værft og gik ned mod vores egen nordiske krydser Can III for at sejle hjem til Roskilde, kom vi forbi den store, gamle, fantastiske klipperstævnede sejlkutter Mejt II fra 1911, som oprindeligt var ejet af den berømte svenske kunstmaler Anders Zorn. Den har ligget på land i adskillige år efter et strandet restaureringsforsøg og venter efter alt af dømme nu kun på sit endeligt. Sådan er vore lystbådes skæbne så forskellige, og så præget af tilfældigheder. Der er brug for flere DFÆL-entusiaster og et styrket lystfartøjsmuseum, det ser vi bekræftelser på i næsten alle havne. Og det haster......