Fra DFÆL´s blad nr. 38 1993

Der stod den så på fire bukke, en spidsgatter med nydelig rejsning fortil og en dyb underløben runding agter. Det måtte være en M.S.J. Hansen, for der var indlagt bly i roret og en ekstra forhøjning af bænken i cockpittet til rorsmanden. Nede om styrbord var der klædeskab med fyldningsdør og hylde til skippers bløde hat. Den gamle Hansen vidste, hvad der sømmede sig, når man betrådte land i de dage.

Det var i maj måned, og mange på pladsen i Sejlklubben Lynetten undrede sig over, at den ukendte ejer ikke var i fuld gang med at skrabe, male og klargøre ligesom andre træbådsfolk. Det forlød, at båden vist nok var til salg. Interessant. Og det passede skam, og vi fandt hurtigt frem til en fornuftig pris og lavede en hyggelig overtagelsesprocedure med de flinke mennesker, der havde fortrudt. Men hvilke papirer fulgte med båden? Hvis det var en 30m² klassebåd, måtte den jo have et nummer, og hvor og hvornår var den bygget?

Desværre, - sælgerne kunne kun oplyse, at de havde fundet den på Bornholm, hvor den havde fået nye bundstokke og kølbolte. Den havde været i svensk eje gennem mange år, og der fulgte kun et enkelt målebrev med fra Malmøhus Sejlforening. Det lød på navnet Krabat, en hr. Noren og var udstedt i 1972.
Nå, vi måtte foreløbigt stille os tilfredse med den smukke båd, og sejlede af sted og ned turen rundt om Sejerø og Fyn. Alle vegne mødte man jo folk, som sagde Berg, Utzon og Hansen i et væk, nysgerrige og engagerede. Men vi kunne jo ikke fortælle ret meget om bådens oprindelse og bedrifter. Det føltes lidt flovt. Selv vort midlertidige bådnavn virkede forkert, og undervejs døbte vi den om til Krabat. Det var jo egentligt et meget godt dansk ord, og måske vi var heldige at møde nogen som kendte den?

Det begyndte at blive lidt af en besættelse med den usikkerhed og uvidenhed. Som at have et plejebarn uden at kende barnets alder, navn og herkomst. En sød unge ganske vist, men der manglede noget for at vi kunne føle et fortroligt kendskab. Noget måtte gøres.

Altså til Malmø i efterårsferien med ungerne på bagsædet, og vi fandt efter en del besvær den lille Malmøhus Sejlforening i det nordlige industrihavnsområde. Men der var ikke noget arkitekttegnet klubhus med kontordame. Ikke en gang en postkasse. Lidt slukørede travede vi rundt på den forladte plads. Men på vej væk i bilen så vi en ældre mand som sloges med en presenning over en motorjolle. Vi burde give ham en hånd, og hvorfor nu ikke også vise ham det krøllede målebrev? Hvilken virkning. Aha, jo, jo, - han kendte skam Krabat. Han havde endog sejlet med den flere gange til Helsingør efter spiritus og havde været med Sjælland Rundt. Snygg båt, den! Og han kunne fortælle, at den rigtige ejer gennem 15 år hed Ridell, en god sejlerven, men han var nu 83 år og var vist nok indlagt på sjukhuset. Adressen kunne han ikke huske, men vi kunne følge efter ham ind i byen, så kunne han vise os hvor Ridell boede. Ja, tak det ville vi jo meget gerne.

Hvilken hjælpsomhed. Ridell stod der på døren, men ingen åbnede. En dame på trappen bekræftede, at han ganske rigtigt var indlagt og skulle opereres.

Havde Malmø-turen været forgæves? Nu var der ikke andet at gøre end at sende et brev til adressen og håbe på svar.

Tiden gik, og det blev jul og sagen var efterhånden fortrængt, da der en dag var brev fra Sverige. Et af de sjældne i nydelig, statelig håndskrift med fyldepen. Sikken julehilsen. Ridell var sluppet hjem fra hospitalet, og han var glad for brevet og billederne. Han havde troet at båden var ophugget og glemt, og nu genså han sin gamle rigning, som han stolt omtalte: den første rustfrie rigning i Malmø. Og båden var jo næsten kommet helt hjem, for han havde købt den i Sundby Sejlforening i 1955. Byggeåret var 1935 og den førte S30 D16 i sejlet. Ridell oplyste også, at han efter nogle år ikke kunne deltage i danske kapsejladser med Krabat, fordi han havde en ny mast af svensk tuja. Og det var jo imod reglerne om danskvokst nåletræ. I Malmø var der isat en benzinmotor på 70 kg. Det var altså forklaringen på, at der er indfældet en egetræsklods i den agterste del af blykølen!

Det var et brev, der varmede. Kun manglede vi nu at få byggested og navn bekræftet. Med de nye oplysninger kontaktede jeg igen Jens Poulsen. Og han rodede i kasserne under KDY (Tak fordi du gad!), og hvad dukkede så op: Krabats første klassificeringsbevis.

Og så sluttede det som et juleeventyr. Og dog fik historien om en dansk spidsgatters genfødsel et lidt sørgmodigt efterskrift. Jeg havde lovet Ridell at sejle til Malmø denne sommer, så han en sidste gang kunne gense sin gamle båd. Min dårlige samvittighed voksede som sommeren skred frem. Hele tiden kom der noget i vejen for en weekendtur.

Men så en lørdag i august fik Krabat besøg fra Lomma, en flink lystsejler med en pakke under armen. Ja, Ridell var død i foråret og arvingerne havde på denne måde sendt mig nogle ting, som burde være ombord på Krabat. Pakken indeholdt en del sejlerlitteratur, to smukke sølvpokaler og et lille maleri af Ridell ved roret i let bidevind med det skånske flag. En god Øresundshistorie har fået sin foreløbige afrunding, og en dansk båd er kommet hjem igen.

Kjeld Hoff Olsen
Elsebeth Møller