Senere blev det til rigtige træbåde med klargøring, reparation og forbedringer. En 15m2 kutter, en folkebåd og en spidsgatter. Jeg sejlede mange timer og sømil, lidt i svenske, men mest i danske farvande og mest kapsejlads.

Så fulgte en lang periode med glasfiberbåde. 2 blev det til. Begge købt som skrog med overbygning. Hver gang gik der en vinter og lidt af sæsonen med aptering. Jeg er uddannet tømrer, men har mest arbejdet som snedker. De skæve vinkler fascinerer mig. Kurver der skal løbe jævnt er en udfordring jeg elsker at tage op. Når man apterer en lille båd får man rigeligt med udfoldelsesmuligheder i kunsten af at lave et korrekt forløb.

Vi sejlede med vores børn i næsten 15 år, så fik de andre interesser.

Jeg sejlede i nogle år som gast i Drage og Folkebåd mens vores Mosquito lå meget på sin plads mellem pælene.

Skulle den sælges? Der var ikke meget lyst til ferie og weekendture mere. Ikke mere den samme glæde ved samværet med andre sejlere.

Hvorfor så købe en båd af træ?

Det gik op for mig, at når jeg rundede en marina, vores egen eller en anden, lod jeg uvilkårligt blikket løbe hen over masterne for at se om der mon skulle ligge en træbåd et sted. Hvis der var en træmast, blev det udforsket: var der en træbåd nedenunder masten, var det en båd / en konstruktør jeg kendte, var der nogle detaljer ved kahyt, cockpit, forluge? Måske vidste jeg hvem der havde bygget båden. Hvis jeg var heldig fik jeg en lille snak med ejeren om det. Mange af bådene kendte jeg fra tidligere og de kære træbåde er jo ikke ens så små detaljer fortæller meget.

I min ungdom drømte jeg om at eje en 7m eller 8m. De stod nu rundt omkring og så triste ud. I min familie var der ikke tid til både at have børn og til at renovere en gammel træbåd. Begge dele kræver meget tid så der måtte vælges.

Tiden arbejdede for mig.

Og så kom båden til salg, fruen sagde KØB, men jeg tøvede. Tænkte på de mange timer der skulle bruges hvert forår.

”Nu har du kikket efter den båd i over 20 år. Hvis du ikke vil, så vil jeg” sagde fruen og købte båden.

Det var en pæn og velholdt båd, kun 22 år gammel så den var i og for sig lige til at sejle i. Bortset fra at apteringen var lavet til én person på 1,5 m og 45 kg, et ideal hverken fruen eller jeg kunne leve op til. Og vi skulle da også helst kunne være der samtidig.

Trods alt blev det  til en del dagture og en enkelt ferieuge den første sommer.

Den første vinter gik med at lave 2 gode køjer i forrummet. Jeg fandt ud af, at jeg havde savnet at lave forbedringer, at slibe, male og lakere. Lidt efter lidt er båden apteret så den passer til os og det har ikke været et pligtarbejde at gøre det, men en stor, stor glæde.

Da vi så på båden første gang, så jeg for mig hvor meget der skulle laves om, det var nok derfor jeg nølede med indkøbet. Men som den tidligere ejer sagde: det er jo bare noget træ, så lav du den om så den passer til jer, det kan du jo selv.

Som sagt så gjort.

Og der er nu noget ved at sejle i en træbåd. Det er ikke så støjende.

I havn er det en fornøjelse. Dels møder man mange ligesindede ”træskibstosser”, dels kommer man i snak med rigtig mange mennesker. De standser op på kajen for at beundre lak og maling. (Og det oplever man altså ikke ret meget af når man sejler rundt i en båd der er rørt op i en spand og støbt i den samme form som alle de andre). På den måde kommer man i kontakt med andre træbådsejere og mange mange flere der gerne ville være det hvis de havde evnerne/tiden/pengene.

Jeg mindes en forårsdag hvor vi lå i Dyreborg Havn sammen med 2 andre træbåde. Havnen var stuvende fuld. Der lå mange meget store og dyre både, men det var i ”vores” hjørne de promenerende standsede op.

Et år var vi deltagere i et stort stævne i Flensborg med 150 deltagende træbåde, fra joller til skonnerter. Når vi skulle ud fra havnen eller ind igen forgik det fuldstændig gnidningsfrit, alle hjalp alle og passede på egen og andres både. Vi ved at skader skal undgås, der er kun os selv til at reparere, så det er en sand fornøjelse at sejle sammen med andre træskibe. I kender sikkert alle sammen hvordan det er at komme til en marina i højsæsonen: der bliver sejlet hurtigt og hasarderet ind til og inde i havnen for at få den bedste plads. Vi, der har træbåd, deltager sjældent i det ræs for det kan nemt give ridser i lakken og ridser er lig med forfald hvis der ikke repareres hurtigt.

På en træbåd er der altid noget at pusle med, det er vigtigt at holde rent og helt og det  uanset om du sejler 12M eller juniorbåd.

Jeg har genfundet glæden ved sejlads, gen-fundet glæden ved lak, maling, reparation og fornyelse.

Derfor sejler jeg træbåd