Børresens Bådebyggeri, Vejle, Danmark
Brødrene Børge og Albert Børresen byggede deres første Drage i vinteren 1935-36. De havde sejlet lidt med en af de første Drager og nu ville de have deres egen Drage.
Børge var 16 år og var lige begyndt som lærling i en bådebyggergård. Albert var 21 og en dygtig tømrer. Deres far Peter Børresen havde haft bådebyggerværft i Vejle. Han døde i 1920, og der var intet tilbage af gården. Så brødrene byggede Dragen i et åbent skur oppe i byen i deres fritid.
Dragen blev solgt allerede inden den var færdig. Det var den første Drage, hvorpå masten blev flyttet frem, og den vandt en masse præmier.
Dengang var Dragen forsynet med en ret stor kahyt, så den også kunne bruges til familiesejlads. Det var ikke det lille åbne dækshus, som det oprindeligt er tegnet med, og som det er bygget med igen i dag.
I 1938 blev det første værksted bygget med plads til én båd.
Albert døde i 1948 og Børge fortsatte med hjælp fra familien. De byggede Drager, 5 Meter'e, men også mange andre bådtyper: Motorbåde, Juniorbåde, Joller (40 Finnjoller til De Olympiske Lege i Helsinki i 1959) 5,5 Meter, Svaler, nordiske krydsere, LA cruisere, Knarr'er, BB10 Meter og Soling'er. De byggede dog flest Drager: 325 i træ. Først blev de bygget i fyrretræ og senere i mahogni.
I 1971-72 udarbejdede Børge reglerne for at bygge en drage i glasfiber med samme vægt og vægtfordeling som en drage af træ. Fra 1969 arbejdede Børges sønner Ole og Anders sammen med ham på værftet, og i 1982 blev de ejere af virksomheden. Siden 1972 har de bygget Drager, Soling'er og BB10 Meter'e i glasfiber. Som noget nyt bygger de nu Ynglinge, den nye OL-båd; og ydermere bygger de igen Drager af træ ved Børresens gård, denne gang er det dog den koldstøbte udgave.