Georg Berg

Georg Berg var født i Faaborg, hvor hans far var apoteker. Begge forældre døde ret tidligt, og sønnen fik ikke mulighed for at uddanne sig til farmaceut og følge faderen i den agtværdige bestilling. I stedet kom han i lære som skibsbygger, blev ingeniør og var omkring århundredskiftet ansat på skibsværftet i Flensborg. Det er nærliggende at tro, at han har haft en båd til ture på fjorden, men i sit arbejde var det skonnerter og galeaser, han beskæftigede sig med. En nevø har arvet modellen af en skonnert, han byggede - sikkert efter egne tegninger – som legetøj for sine børn.

Den første lystbåd, der i dag kendes fra hans hænder, er kragejollen "Kuling" fra 1914, da Georg Berg er omkring 40 år. Herefter kommer der til gengæld fart i hans arbejde med at tegne lystbåde, og udviklingen fra kragejollen og frem til det, vi i dag forstår ved en spidsgatter, skyldes mere end nogen anden Georg Berg. Han havde i disse år nær kontakt med bådebygger Nordbjærg i Faaborg, men efterhånden som Bergs konstruktioner blev kendte, blev der bygget efter hans tegninger over hele landet.

Fra Flensborg flyttede familien Berg til en lille lejlighed i Skånegade på Amager. Den lå bekvemt for hans nye arbejde i konstruktionsafdelingen på B&W, men der er ikke tvivl om, at hans interesse nu lå hos lystbådene sikkert hjulpet af, at B&W byggede stålmotorskibe, som han mest tegnede detaljer til, mens han i Flensborg var vant til at konstruere sejlfarende træskibe.

Som så mange andre blev Georg Berg ramt af krisen i begyndelsen af 30'erne, da han mistede sit arbejde på B&W. På sin vis blev det lykke i ulykke, for nu kunne han hellige sig arbejdet med lystbådene, og som den eneste herhjemme begyndte Berg at leve af det. Han var leveringsdygtig i næsten alt, hvad folk ville have - spidsgattere, kuttere, ketchriggede turbåde og motorbåde. Det eneste, han ikke gav sig af med, var meterbåde.

Efterhånden kom han ind i en fast rytme med at tegne om vinteren og sejle rundt om sommeren til landets bådebyggere for at se til sine "unger", som han kaldte det. Han havde en række små spidsgattere, der var opkaldt efter den yngste søn Ole, og da han næsten altid sejlede alene, havde "Ole"-bådene masten stående helt fremme, så der kun var et storsejl at passe. Flere gange sejlede han lange ture non-stop, og ved hjælp af et blylod på roret kunne han trimme "Ole" til selv at ligge på kurs. Den sidste kaldte han "Bette-Ole", idet den kun var 13 fod og indrettet med en stor skydekappe, der kunne trækkes hen over cockpittet - en nødvendig detalje, hvis han skulle ligge tørt i den.

Pseudonymet "Stærk og Sej", som han brugte i tegnekonkurrencen om de første klassespidsgattere, passede godt til Berg . Hans både var altid solidt dimensionerede og derfor nemme at bygge for de lokale mestre, der endnu ikke kendte så meget til finere yachtbyggeri - og det betød samtidig, at flertallet eksisterer endnu. Også af skikkelse var han stærk og sej, udholdende på sine lange ensomme ture og aldrig bange for en våd trøje.

Sidst i 30'erne flyttede han med sin hustru og sønnen Ole til Skælskør, der lå mere centralt for hans mange ture rundt til "ungerne". Der kunne være 20-30 både igang samtidig efter hans tegninger, men det var også nødvendigt, for prisen blev ofte sat efter, hvad han skønnede, folk havde råd til. Økonomisk var det lidt småt i hjemmet, men Berg stillede ikke store fordringer, bare han kunne komme på vandet om sommeren. Endnu efter at være fyldt 80 sejlede han i "Bette-Ole", men et forår måtte han efterlade båden i det sydfynske og tage en bus hjem. Helbredet kunne ikke mere, og sine sidste år levede Georg Berg isoleret i det lille baghus, hvor arbejdsværelset lå. Hans hustru bragte mad ind, og en morgen opdagede hun, at han havde brændt alle sine tegninger. Der var ingen, der skulle arve noget efter ham, når han fik landlov. Han døde i begyndelsen af 1960'erne, nær de 90 år, men arven efterlod han alligevel - en mængde glimrende både, og skal Georg Bergs indsats beskrives kort, bliver det som ham, der skabte den jævne mands solide og velsejlende spidsgatter.

Jan Ebert;