Presse

Der er god grund til at danske sejlere lægger sommerturen forbi Helsingør i dagene 9. til 12. juli. Trafikhavnen vil være et stort udstillingsvindue af både fra en svunden tid, når Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer afholder sit årlige sommertræf.

På trods af det store udbud af glasfiberbåde og metervis af aluminiumsmaster findes der en mindre skare med hang til det klassiske, der årligt sætter hinanden i stævne -  dette år for 36. gang.
 
DFÆL's medlemmer - eller mere mundret - De Fæle - vil bruge dagene til at demonstrere for omverdenen, at det med værktøj, olie, lak og en god portion knofedt er muligt stadig at holde en del af Danmarks maritime kulturarv flydende.

Blandt deltagerne vil en større del være spidsgattere. Et ærkedansk fartøj, der i de første årtier i forrige århundrede, udvikledes fra et praktisk brugsfartøj til en velsejlende lystbåd med store æstetiske idealer. Stævnet plejer ligeledes at tiltrække flere Nordiske Krydser, en fælles skandinavisk konstruktion fra de tidligere 30'ere. Herudover vil der kunne ses sejlkuttere i øvrigt, og et antal platgattere, her især Folkebåden, der dette år har rundet de 70.

Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer (DFÆL) er en sammenslutning for alle, der interesserer sig for at bevare vor flåde af klassiske lystfartøjer.

I søfarts- og sejlsports nationen Danmark har vi alt for længe været forbløffende ligegyldige over for vor kulturarv, når det drejer sig om at bevare skibe og både. Hele det store område, der handler om egentlige lystfartøjer, var der ikke mange, der havde interesse og forståelse for. Med foreningens stiftelse var det måske sidste chance for at gøre noget ved den manglende interesse.

Heldigvis ser man mange bådejeres kærlige omsorg for det bevaringsværdige ældre materiel. Det er til disse sejlere, DFÆL henvender sig, for at videreføre det aktive bådliv.

DFÆL fører et register over ca. 1000 klassiske lystfartøjerfartøjer.

Billeder til pressebrug

Pressebilleder til download